Kirkeklummen: En svunden tid som fri fugl

Klumme I sidste uge kom jeg kørende gennem Stilling en sen eftermiddag og blev mødt af to unge kvinder, der stod og blaffede. "SYDPÅ" stod der på et skilt. Jeg kunne ikke lade være med at smile, for dels var det ganske overraskende, at de stod dér midt inde i byen, dels var teksten sjov; SYDPÅ – ja, hvem vil ikke gerne det, tænkte jeg og huskede mine egne blafferture ud i det danske sommerland med ungdommens mod, glæde og ubekymrethed, som også strålede ud af disse unge kvinder.

Jeg skulle i Brugsen, og da jeg svingede derfra og ud på landevejen igen, stod de på hjørnet, hvor jeg holdt for rødt. Jeg rullede vinduet ned: "Hvor langt går jeres drømme?" De smilede bredt, den ene med en blå Emil-agtig lue på hovedet, den anden med en grønstribet bandana om håret og så ellers pakket op med rygsække med diverse ting bundet på som en sidste øjebliks tanke om, at nå ja, dette skal jeg da også have med.

Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle køre dem et stykke, men jeg måtte modstå fristelsen og nysgerrigheden: "Hvor kommer I fra? Har I en beredskabsplan? Hvad tror I på? Hvad siger jeres mor? Skal I ud og finde enden af regnbuen? I hedder vel ikke Thelma & Louise?" Men lyset skiftede til grønt, og jeg fik kun det første svar. De skulle til Sydtyskland.

Mødet var kort, men oplevelsen stor; hvor var det skønt at blive mindet om en svunden tid. Sommeren 2000, hvor jeg fri som en fugl og sammen med en veninde blaffede til Skagen, fordi vi var virkelig fattige, men hvor vi under mottoet: "Pæne piger kommer i himmelen, slemme piger kommer alle steder" endte med at leve i sol, sus og dus på byens caféer, barer og restauranter, fordi nuet føltes så stærkt, at bekymringerne hørte morgendagen til og ikke kunne holde kroppens brusende ungdomsforår nede. Og hvad? – Dankortet virkede og spyttede penge ud også, selvom de slet ikke var der!

Det var vi til gengæld, og alt dét glædede jeg mig over i mødet med de to kvindelige blaffere; at jeg levede mit ungdomsliv fuldt ud i de år og heldigvis ikke kom noget til, selvom jeg kastede mig ud i en del uigennemtænkte tossetheder med en studiegæld, jeg stadig betaler af på. Men tænk, om jeg ikke havde gjort det, og kun var gået efter det sikre og forudsigelige med pladsbillet på langtidsplanlagte orange DSB-afgange – så havde jeg muligvis endnu siddet og ventet på Godot!

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Og de to kvinder heller ikke. De stak hånden og skiltet ud for at lade deres vej gå dem i møde. Og må Gud være med dem på den vej og holde dem i hånden.