Jesper Skibby kommer til Hørning - målet er flere cykler på gaderne
Fredag 31. maj kommer 'Danmark for målene' til Hørning
Spænd cykelhjelmen og få inspiration til en sundere hverdag og deltag i et aktivt og lærerigt arrangement, når 'Danmark for målene' besøger Hørning fredag 31. maj.
"Fredag eftermiddag fra 14 til 18 kan du blive inspireret til at dyrke en sundere og mere aktiv livsstil. Det sker, når Skanderborg Kommune og en række samarbejdspartnere holder temadag om verdensmålene med særligt fokus på verdensmål nummer tre om sundhed og trivsel. Arrangementet finder sted på Hørning Bytorv," skriver Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Du kan deltage i en række forskellige aktiviteter for børn og voksne, blandt andet tip en 17’er om de 17 verdensmål og få tjekket dit kondital. Ankommer du på cykel til arrangementet, er du garanteret en præmie."
Mød også 'Friluftsrådet', som arbejder for, at alle har mulighed for at dyrke friluftsliv i en rig natur. De vil give dig de bedste tips, tricks og guides til cykel- og mountainbikeruter. Du kan også møde 'Cykling uden alder', hvor du kan blive cykelpilot.
Endelig vil 'Skanderborg Firmaidræt' give de besøgende ideer og inspiration til hvilke tiltag, man kan indføre for at skabe sundhed på arbejdspladsen, og hvordan man kan bidrage til et sundt klima.
Mød Jesper Skibby
Jesper Skibby bragede ind på den danske cykelscene i 1985, hvor han blev danmarksmester i enkeltstart. Siden tog karrieren fart, og han er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle de tre store cykelløb med en sejr i henholdsvis Tour de France og Giro d’Italia og hele tre etapesejre i Vuelta a España.
Jesper Skibby er kendt for et glad sind og kække bemærkninger, og denne dag holder han kl. 17 et inspirerende foredrag om at få flere cykler på gaderne i Danmark.
Husk børnene
Mange af aktiviteterne er målrettet børn. Der er blandt andet skattejagt og tegnekonkurrence. Hele familien kan få en hyggelig eftermiddag sammen, hvor I kan blive klogere på sundhed, livsstil og sunde vaner.
Kapp