Demokratiet til fornyet debat på Himmelbjerget
Redaktør Lea Korsgaard hovedtaler ved grundlovsfesten 5. juni
skanderborg 'Skal vi tale sammen'? er den sigende overskrift, når journalist, forfatter og stifter af Zetland, Lea Korsgaard går på scenen ved årets Grundlovsfest onsdag 5. juni på Himmelbjerget. Arrangørerne i Hotel Democracy har nemlig traditionen tro kaldt på en hovedtaler, der kan sætte helt nye tanker i spil omkring demokratiet og vores måde at debattere det på.
"Alt for ofte handler den politiske debat om spilfægteri og taktik – frem for substansen og det, der faktisk betyder noget: Hvor skal vi hen som samfund? Spilblikket på politik afføder en kynisme, som er dræbende for enhver samtale – og for et godt samfund," lyder det fra Lea Korsgaard, som man til daglig kan møde som chefredaktør på zetland.dk.
"Når kynismen får lov at herske, så efterlader det et samfund, hvor ingen modige forsøg eller agtværdige initiativer får lov at leve. Vi har en opgave: At bekæmpe den kynisme med næb og kløer," lyder det fra Korsgaard.
Unge med på scenen
Hotel Democracy, der består af folk fra Museum Skanderborg, Ry Højskole, VisitSkanderborg og Skanderborg Kommunes Biblioteker, har holdt Grundlovsfester på Himmelbjerget siden 2015, og gruppen glæder sig til endnu engang at sætte demokratiet på dagsordenen. Lige præcis på den plet, hvor digterpræsten St. St Blicher kaldte til sit første folkemøde for 180 år siden.
Til Grundlovsfesten skal der traditionen tro ikke kun tales. Tværtimod er musikken, sangen og ”Den blå sangbog” bærende elementer i Grundlovsfesten, og Hotel Democracys faste band – bestående af lærere fra Ry Højskole – er klar til at løfte festen til nye højder på Himmelbjerget.
Drikkes kaffe skal der naturligvis også, så fra kl. 9.30 er der åbent i kaffeboden på plænen. Selve programmet starter kl. 10 og slutter kl. 12.00.
Efter festen leder museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen en fortælletur rundt på Himmelbjerget med fokus på Blicher, folkelighed, frihed og fornøjelse. Takket være opbakning og støtte fra Skanderborg Kommune, Nordea-fondens RØST-midler og Ry Borgerforening er det gratis at være med til Grundlovsfesten. Morgenkaffe med rundstykke koster 20 kr.
jesl