Fortsæt til indhold

Lokal forfatter inviterer til eventyr og virkelighedsflugt

Ny spændingsroman fra Steffen Nohr

Kultur og byliv
Arkiv

forfatter Der er langt fra Aarhus til Amazonas. Men ikke hvis man spørger spændingsforfatter Steffen Nohr. For ham venter eventyret lige om hjørnet. Inspirationen kommer overraskende nok fra arbejdet som køletekniker.

Steffen Nohr er spændingsforfatter med syv titler bag sig. I øjeblikket er han aktuel med sin sjette roman, Amazonas, som i tid og rum ikke kunne være længere væk fra forfatterens hjemstavn i Ugelbølle på Aarhus-egnen. Her arbejder Steffen som køletekniker for Bravida. Et arbejde der fylder benzin på fantasien.

"Jeg møder et hav af forskellige mennesker og personligheder gennem mit job, jeg ser landskaber og egne, som jeg ellers ikke ville have set. Jeg hører historier og anekdoter og møder krigsveteraner," siger Steffen Nohr i en pressemeddelelse

"Der er en stående joke i Bravida om, at man risikerer at blive skurk i min næste bog, hvis man rager sig uklar med mig. Jeg aner ikke, hvor den kommer fra, men vi har grint af den mange gange."

Steffens største inspirationskilde er dog hans egen fantasi:

"Jeg elsker alt, hvad der omhandler glemt viden, forsvundne skatte og civilisationer. Alt, som en hemmelig agent eller skattejæger kunne finde på at kaste sig ud i. Det har draget mig lige så længe, jeg kan huske - lige siden jeg første gang så Indiana Jones som barn," siger Steffen, som håber på snart at krydse faldskærmsspring, helikopterspring og jungle-ekspedition af på to-do-listen.

"Jeg skriver ofte om de ting og steder, jeg gerne selv vil opleve." Sulten efter eventyret er han sikker på, han ikke er alene om.

I Amazonas er læseren i den fordrukne stifinder John Hydes sko. Året er 1939. Fra fængselscellen i en lille peruviansk by nær junglen tilbyder et par skumle typer ham at lede en ekspedition ind i Amazonas efter en uvurderlig pakke. Belønningen er Hydes frihed. Amazonas udkom 31. maj.

gs