Fortsæt til indhold

Energibomben Stormzy satte gang i festen

Der var gang i den, da Stormzy fyrede op for det højeste niveau af britisk grime rap torsdag nat på dette års Smukfest

Kultur og byliv
Mathias Sonne

"We’re not doing fire in the park. We’re doing fire in Denmark!"

Det var med humøret højt og lysten til at have en fest, at den 26-årige Stormzy fra det sydlige London gæstede Bøgescenerne. Rapperen har mange navne, når han optræder – Mr. Skeng, WickedSkengMan, The Problem, Stiff Chocolate mm. – men under denne optræden, var der et ord, der beskrev ham bedre end noget andet: Energi.

Rapperen stormede ud på scenen til et jubelbrøl fra de mange fremmødte gæster og var allerede helt gennemblødt af sved efter første omkvæd af åbningsnummeret ’Know Me From’. Senere blev han da også nødt til at smide sin trøje for at kunne være med, hvilket ikke var så underligt taget i betragtning af, hvordan han hoppede rundt på scenen.

"We’re not doing fire in the park. We’re doing fire in Denmark!"

Ofte stod man og var forundret og begejstret over, at der kun var to mennesker på scenen – Stormzy selv og hans DJ. De to var i stand til at tænde op i hele Bøgeskoven, hvor der ikke var nogen, der stod stille.

Der var ingen tvivl om, at den britiske accent og tilhørende slangord som merky, mandem og udtrykket ’lord of the mic’ ikke satte en stopper for forståelsen mellem Stormzy og publikum. Selv crowd security rokkede med, når de ikke havde travlt med at passe på det vilde publikum.

Tak, Danmark

Det var da også et publikum, der imponerede Stormzy. Nærmest under hver overgang til et nyt nummer takkede han de mange fremmødte for opbakningen. Der var her tale om en ydmyg stjerne, der blev overvældet hver gang publikum sang ’Lå Lå Lå’.

På den mere ekstreme og farlige side blev der da også tændt romerlys og startet en moshpit. Stormzy synes da også at han kunne lugte noget i luften, hvorefter han satte nummeret ’Cigarettes & Cush’ i gang.

Gestus til ven

Stormzy holdt sig også til de mest populære af sine hurtige numre, hvilket var den helt rigtige beslutning. Som en gestus til sin ven fra det vestlige London, Lethal Bizzle, spillede Stormzy også nogle af hans numre.

Det var dog numrene ’Scary’, ’Big For Your Boots’ og den seneste udgivelse ’Vossi Bop’ af Stormzys egne numre, der satte mest gang i publikum. Han havde dog også en lille overraskelse med. Rapperen er med på det officielle remix af verdensstjernen Ed Sheerans ’Shape of You’, der trods sin lysere tone gik rent ind hos de mange fremmødte.

Shut Up sluttede af

Efter omtrent en time blev der sluttet af med ’Shut Up’, hvilket er en tidligere freestyle rap, der virkelig satte gang i Stormzys karriere. Nu satte den punktum for en meget vellykket koncert.

Der er ingen tvivl om, hvad Stormzy havde som mål for denne koncert: Der skulle festes. Og det var præcis følelsen af, at man havde været til fest, som man gik fra koncerten med.