Lykken er lige så svær at fastholde som strandsand mellem fingrene i en barnehånd
Vi er midt i en af de største ferieuger, og Danmark er derfor også nærmest på standby. Så forhåbentlig skinner solen, så vi kan tage til stranden, hvor børnene kan bade, bygge sandslotte, spise is, hoppe over bølger og fange krabber. Måske invitere venner og familie til grillaftener og drikke kølig rosé på terrassen, - og spise jordbær med fløde til dessert. Og så forhåbentlig mærke, hvordan kroppen og hovedet slapper af efter endnu en dejlig sommerferiedag med god tid til at være og nyde hinanden.
Indimellem er vi måske heldige at få sådan en dag med små glimt af lykke, hvor alt går op i en højere enhed. Det kan være, det lyder mærkeligt, men efter sådanne lykkeøjeblikke følger der ofte et lille stik af vemod, for mig i hvert fald. For lykken er så flygtig, og hvor ville jeg gerne kunne fastholde den feriedag, time eller bare det minut, som lykken varede, og gemme det i mit hjerte, så kan det tages frem, når lykkeboblen brister igen. Men det kan jeg ikke, - lykken er lige så svær at fastholde som strandsand mellem fingrene i en barnehånd.
Man kan ikke opspare lykke og sætte den til side til senere brug, ligesom vi kan gøre det med penge i banken. Lykke må modtages og bruges i det øjeblik, den opstår. Det mærker den, som har mistet og savner et elsket menneske, eller den, som er syg og drømmer om et lykkeglimt uden at være i sygdommens skygge. Det føler den, som ser på sine store børn og undrer sig over, hvor tiden dog blev af, fordi børnene pludselig ikke gider hoppe i bølger eller fange krabber med mor og far længere. Og det stikker i hjertet på den, som længes efter ungdommens år og ville give hvad som helst for bare endnu en sommernat med vennerne på stranden. Ja, - minderne kan måske nok hentes frem et sted fra en hjertekrog, men de er ikke af samme intensitet, - så vemodet og savnet stikker indimellem løs i hjertet, når man mindes om, at det bedste i livet ikke kan sættes til side eller spares op.
For lykke kommer altid til os i nutid, og det gør den, fordi den har Gud som afsender. Gud, som helt tilbage fra skabelsesmorgenen hver eneste dag bliver ved med at skabe og gøre verden ny. Ja, - for landet er nok på standby lige nu midt i ferietiden, men det er Gud aldrig. Gud fornyer livet dagligt og deler gavmildt ud af nye glimt af lykke, som vi kan tage imod, spotte og være til stede i.