Masser af musical i Musikhuset
Musikhuset har ikke færre end fire store fuldfede musicals på programmet det kommende år og regner med at fylde 100.000 sæder med glade musicalfans
Det er lykkedes Musikhuset at gafle ikke færre end fire af de helt store musicals i det kommende år. Der er tale om Disneys 'Tarzan', Broadways 'The Book of Mormon' og så de to nye danske satsninger 'Sanne - the Musical 'og 'Den Skaldede Frisør' med musik af den aarhusianske popkonge, Thomas Helmig.
"Tallene lyver ikke, og vi kan se på billetsalget til musicals, at de er noget af det mest populære," siger Musikhusets direktør, Jan Christensen.
"Vi regner med at sælge 100.000 billetter i alt til vores fire opsætninger. Det er næsten en tredjedel af billetsalget, der på et år er omkring 350.000," forklarer direktøren.
Musikhuset Aarhus er inde i en bølge af succes, der betyder et voksende antal gæster og et økonomisk overskud de senere år. De fire musicals skal være med til at sikre, at succesen fortsætter.
"Vi har i det første seks måneder af 2019 haft en halv millioner gæster igennem huset og har solgt flere billetter end nogensinde før," siger en glad direktør.
Antallet af gæster og antallet af solgte billetter er ikke det samme, fordi mange mennesker kommer for at opleve de gratis arrangementer.
Overraskelser i Sanne
I december indtager 'Sanne - the Musical' scenen. Hele tre sangerinder skal der til at spille Sanne Salomonsen i forskellige aldre. Gry Trampedach spiller den ældste version og hun lover, at der vil være overraskelser i stykket.
"Jeg vil ikke røbe nu, præcis, hvad det er. Men der er ting, jeg ikke vidste om Sannes sygdom og livet derefter. Det er helt vildt at få lov til at udfolde det," siger hun til avisen, der har mødt de tre sangerinder, som glæder sig til at trykke den af i den lang række af store hits, Sanne Salomonsen har leveret.
"Jeg er virkelig imponeret over de dygtige skuespillere, der er med. Det er nyt for mig at sige replikker," fortæller Gry Trampedach.
Forestillingen starter på nulpunktet, hvor Sanne Salomonsen er blevet ramt en blodprop i hjernen. I ambulancen forsøger hun forgæves at synge. Hun forsøger at holde fast i, det hun kender, hun forsøger at huske, hvem hun er. Sanne må gennemleve hele sin livshistorie for at finde tilbage til sig selv, til kærligheden og til musikken.