SkoleKirke - endnu et år på dialogens platform
Madpakker skal spises, farvestrålende rygsække tages i brug, og store tanker tænkes. Sommerferien er slut, og det betyder ikke blot nye tider for en masse børn og unge, men også endnu et skoleår for SkoleKirke Syddjurs
På 25. år producerer SkoleKirke - kirkernes fælles skoletjeneste i Syddjurs – undervisningsmaterialer og projekter i skolekirkeregi. I disse dage begynder udfoldelsen af det nye skoleårs program så småt. Endnu en gang er der lagt i ovnen til et udbytterigt forløb, hvor fængende programtitler som ”Død og citronmåne”, ”Kirsten og kirkemusen” og ”Gud egner sig ikke til Ballerup” introduceres.
I anledning af at skolerne endnu engang er åbnet efter sommerferien, giver sognepræst Lene Hauge sit bud på, hvorfor SkoleKirke bør have mange nye skoleår i vente.
Lige siden Lene Hauge for 11 år siden blev indsat som sognepræst i Hornslet, har hun været en aktiv del af SkoleKirkes indsatser, og i dag sidder hun som formand for SkoleKirkeudvalget i Syddjurs Provsti. For hende er SkoleKirke et frugtbart, samfundsnyttigt projekt:
”I vores samfund taler vi så tit om forskellige grupper og polarisering. Men SkoleKirke handler om at finde ud af, hvad vi er fælles om”, fastslår hun og fortsætter: ”Der er forskel på skole og kirke, og i SkoleKirke skal der ikke forkyndes. Dét er kirkens område. Men der er nogle områder, hvor vi sagtens kan finde fælles fodslag, og de platforme udbyder SkoleKirke.”
Særligt vigtig er den fælles platform, Lene Hauge kalder for ”de store livsspørgsmål”:
”SkoleKirkes projekter hjælper børn og unge med at tænke større. Som jeg ser det, er det både skolen og kirkens opgave - at lære skolebørnene at tænke selv og finde ud af, hvad de selv tror og mener. Det handler ikke kun om kristen tro, men også om hvad de generelt synes og vil stå inde for.”
De sognepræster, der samarbejder med en eller flere skoler om SkoleKirkes projekter, bidrager til udfoldelsen, når der er brug for det, for eksempel ved kirkebesøg eller som en kreativ sparringspartner.
I løbet af Lene Hauges 11 år som præst i Hornslet Sogn, har mødet mellem institutionerne skole og kirke aldrig voldt problemer, til trods for markante forskelle. Hendes erfaring er, at både præsten og skolen er helt klar over, at samarbejdet udfolder sig indenfor folkeskolens rammer. For sig eget vedkommende er hun fuldkommen bevidst om, at hun møder skolen på ”samtalens platform”, frem for forkyndelsens, som hun normalt optræder på:
”Hvis en elev spørger mig om noget, vil jeg gøre meget ud af at sige: nu spørger du mig, Lene, og jeg giver dig mit svar. Og så kunne det være sjovt også at spørge dig, hvad du ville svare? Det er den store forskel”, slutter hun, ”at man respekterer, at det hele sker på dialogens platform.”