Fortsæt til indhold

Fællessang og trylleshow

Kultur og byliv
sra

Randers KFUM og KFUK inviterer sammen med Kronjyllands Y’s Men’s Club til fire arrangementer, hvor alt overskud går til Danmarks Indsamlingen.

Årets Danmarks Indsamling, der samler penge ind til udsatte børn i hele verden, løber om kort tid af stablen på Værket i Randers. Derfor går den lokale KFUM og KFUK-forening i løbet af januar ind og laver fire støtte-events i foreningens lokaler på Jægergade 32 i Vorup, hvor alle er velkomne. Alle arrangementer starter med fællesspisning – god dansk mad med dessert og en enkelt gang med en særlig børnevenlig menu.

Når maden er spist, og tallerkenerne ryddet af bordet, er der hver gang et underholdende eller horisontudvidende indslag.

Onsdag den 25. januar er der banko, søndag den 29. januar laver tryllekunstneren Søren Sømand tricks og løjer, mandag den 30. januar står i Højskolesangbogens tegn, og tirsdag den 31. januar bliver der i et foredrag sat fokus på hjælpearbejde for udsatte børn rundt om i verden.

Hvert arrangement 95 kroner for voksne og 45 kroner for børn. Pengene går ubeskåret til udsatte børn, da alt er sponsoreret af virksomheder og private.

Hvis man vil deltage og dermed støtte det gode formål, skal man tilmelde sig senest den 19. januar per sms på telefon 2229 6575 til Inge Grethe Madsen, og angive dato og antal voksne og børn.