Fortsæt til indhold

Mellem himmel & jord: Præsten og Praktikanten

Kultur og byliv
Arkiv

Sognepræst Anne Marie Poulsen Tolbod, Rønde, interviewer sin ’præstepraktikant’, Alberte Soelberg.

Alberte Soelberg er 26 og bor i Kolind. Hun har lige afsluttet teologiuddannelsen på Aarhus Universitet og er begyndt på Pastoralseminariet i Århus, hvor hun tager den efteruddannelse der skal til for at blive præst i Den Danske Folkekirke. I efteråret skal hun være 5 uger i praktik hos mig og mine præstekolleger, og skal bl.a. prøve at undervise konfirmander. Og så skal hun prædike i både Thorsager, Bregnet og Feldballe Kirke.

Men hvorfor vil hun – måske – være præst? Det spørger jeg hende om:

- Hvad får en pige fra Kolind til at overveje at blive præst?

"Jeg har aldrig været en kirkegænger som sådan. Men min præst, Anne Kirstine Langkjer, gjorde et stort indtryk på mig. Hun var god til at underholde og til at opmuntre - man kedede sig aldrig i hendes selskab."

- Nu har du været ’præstepraktikant’ i en god uge. Hvad har overrasket dig mest i dit møde med Folkekirken?

"Hvor meget præsten egentlig er til stede uden for kirken f.eks. ved lokale arrangementer, i skolen og hjemme i ens egen stue."

- Du har allerede snuset lidt til nogle præsteopgaver. Hvilke opgaver ’tænder’ dig mest, og hvilke opgaver udfordrer dig mest?

"Jeg går højt op i sjælesorg og i at undervise børn og unge. Ved begravelser skal præsten være professionel, men det kan være svært, især når man skal begrave et ungt menneske eller en, man selv har stået nær."

- Hvordan er man en god præst?

"Når præsten ikke prøver på at give svaret, før man har hørt spørgsmålet. Og når det lykkes for præsten at komme ud med sit budskab på en humoristisk måde uden at det går for meget op i hat og briller."

- Du har skrevet flere opgaver, hvor du har cirklet om begrebet ’det onde’. Hvad er det der er så spændende ved det emne?

"Det onde er noget som er i verden omkring os og indeni os - uanset om vi vil være ved det eller ej. Vi kan ikke komme uden om det, men vi kan godt komme igennem det."

"Jeg er også optaget af, hvordan ’det onde’ i kulturen har rykket sig i løbet af få årtier. Nu kan Djævelen komme til orde, f.eks. i TV-serien Lucifer. Skurkene på TV og i bøger er ikke helt onde længere, og selv helten viser sine skyggesider frem."