Mellem himmel & jord: ”Værsgo’ – taaaak”

I de her uger holdes der i kirkerne landet over høstgudstjenester. Høstgudstjenesten er en særlig årligt tilbagevendende begivenhed i kirken, som for nogle er dybt meningsfuld, mens andre måske vægrer sig lidt ved den, synes den smager af nostalgi og ikke længere giver mening i vores teknologiske tidsalder, - da slet ikke inde i de større byer.

Men selvom mange af os ikke har været ude at pløje, så og høste sådan helt bogstaveligt talt, så har vi nok alligevel høstet en del i hvert vores liv i mere overført betydning. Og i den sammenhæng giver det vel altid mening at sige tak. For intet her i livet er en selvfølgelighed. Alt er givet til os. Det skal vi lære at se, og det øver vi os på til høstgudstjenesten.

Vi går generelt meget op i at lære vores børn at sige tak. Man oplever det på helt tæt hold, hvis man tager en tur i Super Brugsen i Hornslet om fredagen sidst på eftermiddagen. Der står nemlig den meget flinke demo-mand Bjørn klar med små bægre slik til alle forbipasserende børn. Børnene skynder sig hen til Bjørn for at få sig nogle lækkerier, mens forældrene har travlt med at hviske, - ja sommetider nærmest hvæse – ”husk nu at sige tak!” (jeg selv inklusiv). Man kan indvende, at den tak, der kommer ud af det, er en fremtvungen tak, ikke en ægte dybfølt tak. Min halvanden årige søn er helt vild med at sige ”taaak” for tiden, - ikke fordi han føler en dyb taknemlighed heller, men fordi han har fundet ud af, at det er det, man svarer, når nogen rækker en noget og siger ”værsgo”. Det kommer prompte fra ham som en automatreaktion: ”værsgo’ – taaaaak”.

Vi voksne har det nok med at synes, at taknemligheden skal komme før selve takken. Men måske kommer det at lære at takke i virkeligheden først. Måske bliver vi mere taknemlige mennesker af at takke, fordi vi dermed opdager, at der rent faktisk er nogen at takke. Vi kommer desværre sommetider til at misse at takke dem, vi skulle, og pludselig er det for sent. Pludselig er de der ikke mere. Men kirken står stadig, og det er stedet, hvor vi altid kan rette vores taknemlighed, - over høsten, livet, de mennesker, vi har, og dem vi havde. Vi har brug for et sted, vi kan gå hen med vores tak.