80’er fest i Byhallen
KOLIND På lørdag 21. september fyldes Byhallen i Kolind med glade mennesker, der er klar til fest med 80’ernes lydtæppe.
Halberg & Friends med superguitaristen Poul Halberg som mastermind - fruen Jette Schandorf som bassist og bl.a. den ferme trommeslager Jan 'Syre' Sivertsen - spiller op til dans med popperler som 'Jeg vil la’ lyset brænde', 'Mandagsstævnemøde' og mange mange andre hits fra 1980'erne. Halberg & Friends' repertoire består primært af bagkataloget fra bands som Halberg Larsen og Ray Dee Ohh samt sange fra diverse soloalbums
Det er Kolind Borgerforening der endnu engang er kræfterne bag en fest i Byhallen.
Foreningens formand, Rikke Svendsen fortæller at hvis man ikke allerede har sikret sig billetter til festen, så er det fortsat er muligt at købe billetter, både i Kolind Boghandel og hos Djurslands Bank i Ryomgaard, ligesom der kan købes billetter i døren.
Feststart klokken 21, dørene åbnes klokken 20.30.