Højskole fejrer 175 år med danske højskoler
Rønde Højskole fejrer højskolernes 175-årsdag med en dag i fortællingens tegn
RØNDE I 1844 så den første højskole dagens lys i Rødding. Og selv om højskolen i Rønde først fulgte efter i 1897 skal bevægelsens fødselsdag alligevel fejres med maner.
"De grundlæggende tanker om det levende ord har dannet udgangspunkt for højskolernes opgave med at formidle liv, fællesskab og engagement til mennesker. Den mundtlige fortælling har gennem 175 år spillet en afgørende rolle heri, og derfor markeres højskolernes historie og rolle i verden med temadagen Det Levende Ord i 2019 torsdag 7. november," skriver Rønde Højskole i en pressemeddelelse.
"Her vil vi nyde sang og fortællinger, blandt andet fra den nordiske mytologi og foredraget Blå Blixen om Karen Blix-ens mystiske og fantastiske univers. Alle er velkommen ved arrangementet, og der er gratis adgang til fællestime, foredrag og fællessang.," skriver højskolen videre.
Højskoleforstander Birgit Fuglsbjerg håber, at rigtig mange vil tage imod invitationen og benytte lejligheden til at møde højskolens personale og elever.
”Fortællingen og det levende ord er helt centrale begreber i vores måde at tænke højskole på. Fortællinger og sange er samlende og identitetsdannende, og så er højskolens fortælling også en del af historien om byen og det lokalsamfund, vi i høj grad også er højskole for. Derfor glæder vi os til at invitere indenfor,” siger Birgit Fuglsbjerg.
Programmet for dagen begynder klokken 08.30 med morgensang og slutter efter klokken 20.00.
Kapp