Legendariske Doors hyldes på Kulturloft
Fans af The Doors og Jimmy Morrison har lækker aften i vente
KONCERT Publikum træder ind i en sand tidskapsel på Kulturloft lørdag aften. "The Doors Tribute" hylder her en af rockens helt store legender, når de genskaber magien og intensiteten fra The Doors’ musikalske katalog i en udsøgt koncertoplevelse.
Det er et regulært A-hold af etablerede kunstnere fra den danske musikscene, der er gået sammen om at hylde et af de mest ikoniske orkestre nogensinde.
Efter flere udsolgte turnéer er The Doors Tribute i den grad brudt igennem lydmuren som det reelle hyldestband for Doors-kendere - på linje med Led Zeppelin Jam og Die Herren.
Succesen har været til at få øje på. Bandet er af mange anerkendt som det bedste eksisterende Doors-coverband, også udenfor Danmarks grænser.
En af de mange, der har været med til at blåstemple The Doors Tribute som de ultimative formidlere af det legendariske rockband, er Jerry Scheff, tidligere bassist for blandt andre Elvis, Bob Dylan og - ja: The Doors.
Et must
Koncerten på Kulturloft lørdag 28. september er med andre ord et must for alle Doors-fans og for alle der ønsker at opdage og opleve en fantastisk og unik genskabelse af 60'er-legendernes musik.
En nostalgisk rejse tilbage til en tid, hvor konventionerne blev udfordret og der for alvor var revolution i luften.
The Doors Tribute består af Mike Hecchi – vokal, Kent Søgaard – keys, Alex Olesen – guitar, Morten Brauner – bas, Per Vatne – trommer.
-feldt