Ulven kommer - på Molslaboratoriet
FEMMØLLER Siden den første ulv i Danmark i 200 år blev fundet død i Nordjylland i 2012, har der været stor interesse for ulvens tilbagekomst, udbredelse og betydning for mennesker og husdyr.
Er man nysgerrig på ulvens status i Danmark, byder Molslaboratoriet, Strandkærvej 6, Femmøller, torsdag 7. februar kl. 19 på foredrag med seniorforsker fra Naturhistorisk Museum i Aarhus Thomas Secher Jensen, der har fulgt udviklingen og den mediestorm, ulvens tilbagekomst har medført.
Overvågningen af ulve er i dag sat i system, og observationer og spor efter ulve bliver verificeret på baggrund af bl.a. DNA-undersøgelser og foto fra vildtkameraer, hvor Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet står i spidsen for overvågningen.
Thomas Secher Jensen fortæller om ulvens genkomst, udbredelse og påvirkning af natur og mennesker i Danmark med udgangspunkt i museets samlinger af skind, udstopninger, kranier og sporaftryk og illustrerer med fotos af ulve og deres kendte opholdssteder.
Billetter 175 kroner.
jesl