Syddjurs Egnsteater rundede de ti år i fin stil
Flyvende skibe lastet med børnebobler og kagemænd lørdag på Kulturhotellet i Rønde
En gang var der et lystigt medlem af den daværende Midtdjurs Kommunalbestyrelse, der havde sin helt egen dagsorden, når bibliotekernes (og kulturens) forhold var på dagsordenen.
“Hvis folk vil låne bøger, må de melde sig ind i en bogklub,” lød det fra manden, der var medlem af Fremskridtspartiet til den øvrige forsamlings store moro.
Underforstået, at udlån af bøger ikke var en kommunal opgave.
Salig Poulsgaard
På det nationale plan sikrede Kristen Poulsgaard, tidligere MF'er for Fremskridtspartiet, sig et langt eftermæle med følgende bemærkning fra Folketingets talerstol under en kulturdebat:
“Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet.”
Siden har Poulsgaard hævdet, at han er blevet fejlciteret, men anekdoter har det med at hænge ved, selv om de ikke lige helt stemmer med virkeligheden. Husk for eksempel på Jens Otto Krags: “Man har et standpunkt...”, der jævnligt bliver brugt og misbrugt i et væk.
I Syddjurs Kommune er man enige om hele det politiske spektrum rundt, at en kommune af Syddjurs størrelse sagtens kan have sit eget egnsteater.
Der var lidt vaklen i geledderne forud for dannelsen af Syddjurs Egnsteater for mere end ti år siden, men siden er debatten forstummet, og opbakningen politisk og vælgermæssigt ser ud til at være stor.
Fest lørdag
Lørdag eftermiddag bød på flyvende skibe, konger som ikke holdte ord og al den kagemand man kunne spise på Kulturhotellet i Rønde for de 127 børn, forældre og bedsteforældre som var inde og se premieren på Syddjurs Egnsteaters forestilling 'Askefis og de syv hjælpere.'
"Inden forestillingen lavede børnene deres egne flyvende skibe, med lidt hjælp fra KunstKarrusellen, og skibene kunne suse rundt i en speciel designet kulisse-kasse. Efter forestillingen var der i anledning af teatrets 10 års jubilæum linet op med 4 kagemænd og bobler til både børn og voksne, ligesom personalet var trukket i fuld galla udklædning," fortæller Peter Mohlin Kring, PR & kommunikationsansvarlig hos Syddjurs Egnsteater.