Øm Kloster på 'Pod'en': Podcasts skal formidle Gudenåens kulturhistorie
Øm Kloster rummer en unik historie om munke, udnyttelse af vandkraft og lægevidenskab. Det og andet kan du i 2019 blive klogere på i en helt ny podcastserie om Gudenåens kulturhistorie
I foråret 2019 producerer GudenåSamarbejdet en række podcasts, hvor Gudenåens museer deler ud af deres store viden om Gudenåens klostre, pramdragere, stenalderbopladser, vandkraft eller en anden af de mange historier, der gemmer sig i landskabet omkring Gudenåen.
"Et af hovedformålene med projektet er at formilde de mange historier, der findes i landskabet omkring Gudenåen af folk, som har en stor faglig viden. Den røde tråd i podcastserien er menneskers samspil med og udnyttelse af Gudenåen; som spisekammer, transportvej, energikilde og så videre," fortæller GudenåSamarbejdets koordinator Gunhild Øeby Nielsen.
En om måneden
Det er planen, at der fra april 2019 skal produceres en podcast om måneden, som kaster lys over et tema eller en lokalitet knyttet til Gudenåen. Det kunne for eksempel være Øm Kloster, som har en helt særlig historie med munkene, der bragte ny viden om vandkraft og lægevidenskab til landet.
"Som E45 løber Gudenåen gennem vores landskab her i Søhøjlandet. Åen var den vigtigste færdselsåre førhen, og den forbandt det indre af Jylland med Kattegat. Der er et utal af kulturhistorier knyttet til åen og dens omgivelser, hvoraf nogle af dem kan blive fortalt som spændende podcasts. For eksempel historien om, at man på Øm Kloster sad på vandskyllende toiletter i 1300-tallet, takket være Gudenåens gennemstrømning," fortæller Lene Mollerup, Museumsinspektør Øm Kloster.
Parallelt med udgivelsen af serien bliver der en kursusrække for ansatte på både museer, i turistorganisationer og for andre ressourcepersoner, der kan være med til at fortsætte produktionen af podcasts, når projektet stopper. Regionsrådet har bevilget 245.000 kroner til projektet.