Tanker til eftertanke: "Jeg kan ikke holde det ud"
”Vil du ikke godt lade være med at se sådan på mig”? Ordene kom fra min venindes mund, og havde tryk på hver en stavelse. Hun var alvorligt syg og havde være ind og ud af hospitaler længe. Jeg sad ved hendes seng, hvor hun fortalte om sygdommen, og da var det, denne sætning pludselig lød.
”Jo selvfølgelig”, svarede jeg forvirret.
”Men hvorfor, hvad er det jeg gør”?
”Jo, for det første så sidder dine panderynker i folder, og du har en dyb kløft mellem øjenbrynene. Men mest af alt er det dine øjne, der ligesom stirrer på mig. Du ser så bekymret ud, når vi sidder her og snakker, at du tager alt håb og livsmod fra mig. Jeg kan ikke holde det ud”, sagde hun.
Hold da ellers op- det var ærlig snak, men jeg forstod hende egentlig godt. Jeg havde bare slet ikke tænkt sådan over det. Det sidste, hun havde brug for, var min bekymring, som åbenbart stod malet hen over mit ansigt. I hendes situation havde hun med garanti nok i sin egen bekymring, og ikke brug for også at skulle bære min og sikkert også mange andres.
Jeg tænkte på hendes ord, da jeg kørte hjem fra hospitalet og på, hvor stærk hun var og skulle være. Hun havde heldigvis grinet lidt af mig, da jeg helt forfjamsket havde forsøgt at løsne situationen op med et endnu mere overdrevent ansigtsudtryk. Men der var nu ingen tvivl om, at hun mente det. Hun havde ikke behov for min bekymring og usikkerhed. Snarere tværtimod var det min styrke og ro, hun kunne bruge til noget. At mærke jeg var der hos hende som en, der ville lytte til den situation, der nu engang var hendes uden samtidig at ligne en, der var bange for at miste hende hvert øjeblik, det skulle være.
Hvor kan det være svært ikke at lade bekymringer få overtaget. Mon ikke de fleste kender til at have tanker, som bliver ved med at fokusere på det værste udfald af en given situation. Tanker/bekymringer, som har brug for at finde hvile et sted, for ikke at drive os til vanvid. I kirken slutter enhver gudstjeneste med velsignelsens ord, som blandt andet lyder: ”Herren lade sit ansigt lyse over dig”. Der er en vidunderlig tryghed i disse ord. Guds lysende ansigt er nemlig ikke noget bekymret ansigt. Det er lysende, - det skinner, fordi lys og håb hører sammen. Det vil, at vi går ud af kirken efter en gudstjeneste med livsmod, også når tvivl og bekymringer tynger os. Det vil give os fred og tillid til, at Gud kan holde til at høre vores historie, hvordan den så end har formet sig, og bære med, ikke blot for en stund, men hele vejen i det liv, der er vores.
Og hvis nogen nu tænker på, hvordan det gik min veninde, så er hun blevet rask igen, og hun gjorde dermed alle bekymringerne til skamme, som de heldigvis ofte bliver.