Fernisering: Alting har sin tid
RØNDE Linjerne fra Prædikernes Bog:
Alting har en tid,/ for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt./ En tid til at fødes, en tid til at dø./ En tid til at plante, en tid til at rydde./ En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede./ En tid til at rive ned, en tid til at bygge op./ En tid til at græde, en tid til at le./ En tid til at holde klage, en tid til at danse.
... har inspireret den lokale kunstner Lise Legarth, Rønde, til den serie af malerier, som hun udstiller i Egegård.
"Når jeg holder så meget af den tekst, er det fordi, den på en forunderlig måde indrammer livets vilkår. Der er lyse dage, der er mørkere dage. Akkurat som et maleri består af både lyse og mørke toner. Netop forskellen skaber helheden," skriver Lise Legarth på sin hjemmeside 'Detmodneliv.dk'.
Lise Legarth begyndte at male i 2001. Gennem tiden er det blevet til flere kurser på Kunstakademiet i Aarhus og hos flere udøvende kunstnere.
Først efter arbejdsophør er der blevet tid til for alvor at dyrke maleinteressen. Der er fernisering på udstillingen fredag 1. marts klokken 17.