Fortsæt til indhold

To præster laver aftengudstjenester på en ny måde

Tre kommende aftengudstjenester i Tirstrup Kirke levner plads til eksperimenter og at tvivlen altid vil være troens tvilling

Kultur og byliv
Morten Bay-Mortensen

Enkel, anderledes og stemningsfuldt. Det er opskriften på en ny slags gudstjenester, som sognepræsterne Mia Brøgger og Mariann Kristiansen lancerer i Tirstrup Kirke med start torsdag 7. marts kl. 19.00.

De to erfarne præster har sat sig for at eksperimentere lidt med den kendte gudstjenesteform, og som de siger: ”give plads til troen, til tvivlen og til alt det, der også er en del af vores liv, men som vi ofte ikke har tid til at tænke nærmere over”.

På foreløbig tre hverdagsaftener slår de kirkedøren op, og blander salmer med poesi, læsninger fra Bibelen, og ikke mindst musik. De har alliereret sig med fløjtenist Trine Geltzer Dinesen, som allerede inden gudstjenestens start vil fylde kirkerummet med stemningsfulde toner.

Mia Brøgger: ”Det er vores tanke, at det skal være gudstjeneste, som er nem at gå til og som appellerer til flere end de fast kirkegængere, som er kendt med højmessen. I aftenkirken er det lidt kortere, ca. tre kvarter, og hver gang holder vi os til et enkelt tema, som vi belyser med både tekster og sange. Vi tror, alle vil opleve, at de får noget med hjem, måske nogle gode ord at tænke over, eller den særlige stemning og ro, som kirken er så god til. Kort sagt, at det bliver en lille og vedkommende optankning i hverdagen”.

Mariann Kristiansen: ”Vi har taget de gudstjenesteelementer med, som folk holder mest af, når vi har spurgt dem. Salmer skal der være, og også en slags prædiken, som vi har tænkt os at udfolde i en reflekterende form. Og så kan man tænde lys ved lysgloben og opleve, at højskolesange fletter sig ind i programmet. Det bliver nogle af de faste elementer i de nye gudstjenester, som vi håber bliver til en tradition”.

De to præster har foreløbig planlagt tre gudstjenester i foråret, som har hver sit tema, nemlig tro, håb og kærlighed. Der lægges ud med temaet tro 7. marts, som Mariann Kristiansen står for, og de næste to aftener er 4. april og 2. maj, hver gang kl. 19.00 i Tirstrup Kirke.