Fortsæt til indhold

Den sidste hyldest til Morten

Kom til foredrag om Morten, Peter og sygdommen Downs syndrom

Kultur og byliv
Arkiv

Rønde En torsdag i maj sidste år var flere tusinde Silkeborg fodboldfans samlet på Østerbro Stadion i København som optakt til dagens pokalfinale mod Brøndby.

Fodboldtilhængerne kunne på stadion se en specialudgave af TV2 Østjyllands fodboldmagasin, ”Fodbold med Horup”, og programmet blev rundet af på bevægende vis. Vært for programmet var nemlig journalist Nick Horup, som dagen før havde mistet sin nære ven Morten Jensen, kendt fra serien Morten og Peter,

Nick Horup opfordrede forsamlingen til at give Morten, der var vild med fodbold, en sidste klapsalve, og en kæmpe hyldest til Morten brød ud blandt de tusindvis af fodbold-supportere til stor glæde for en tydeligt rørt Nick Horup.

Danskerne stiftede første gang bekendtskab med Morten Jensen i tv-programmet 'Er jeg da helt gak, mor?' i 1992. Dengang var han og programmets anden hovedperson, Peter Palland, bare 14 år. Siden blev det til en stribe programmer, der gjorde dem til kendte ansigter i hele Danmark. Programmerne har samtidig været med til at sætte fokus på den medfødte sygdom, Downs syndrom.

Foredraget

Tirsdag 12. marts kl. 19 kommer Nick Horup på besøg i teatersalen på Rønde Høj- og Efterskole med foredraget ”Hvem er gak-gak”. Det er arrangeret i et samarbejde mellem Rønde Sparekasse, Rønde Høj- og Efterskole samt FOF Djursland.

Fodboldhistorien i indledningen er en fortælling om, at Nick Horups forhold til de to drenge udviklede sig til et mangeårigt nært venskab, og Nick Horup var med sine udsendelser med til at vise, at udviklingshæmmede er meget forskellige mennesker på godt og ondt som alle andre og ikke bare en ensartet masse.

Der er lagt op til mange gode grin, når Nick Horup viser klip og ikke mindst fraklip fra de mange udsendelser og der er også lagt op til eftertanke.

Billetter sælges ved henvendelse på 8632 5588 eller direkte på www.fof-djursland.dk.