Hotelrådet: Fold drømmenes faner ud til årsmøde på KulturHotellet
KulturHotellet og Hotelrådet spiller i forening offensivt ud til det kommende årsmøde for at få endnu flere til at bruge det i forvejen meget bookede borger- og kulturhus i Røndes centrum
RØNDE I 2005 var det 150 år siden, der blev opført en landevejskro i Rønde. Det var i den bygning, der nu er kulturhus og som nu er blevet til borger- og kulturhuset Kulturhotellet, der som bekendt huser Kulturskolen Syddjurs og Syddjurs Egnsteater, men er også blevet et særdeles aktivt hjemsted for et utal af foreninger i lokalområdet og deres respektive arrangementer.
Torsdag 4. april er der årsmøde i Hotelrådet, som varetager Hotellets og brugernes interesser (se faktaboks).
Fold drømmene ud
"Der er brug for nye medlemmer til Hotelrådet og for, at vi kommer endnu bredere ud til foreningslivet," fastslår den nuværende formand Michael Torfing, der repræsenter foreningen MIR (Musik I Rønde) som benytter KulturHotellet til sine arrangementer.
"Derfor har vi også lavet et program for årsmødet, der signalerer, at vi gerne vil have flere foreninger tilknyttet KulturHotellet som brugere, men også snakke med dem om, hvordan KulturHotellet bedre kan understøtte initiativer og visioner blandt Syddjurs Kommunes mange frivillige, foreninger, idémagere, ildsjæle, kunstnere, musikere, politisk aktive og studerende."
Kim Bisgaard, tidligere leder af Godsbanen og Horsens Ny Teater og iværksætter med stort I, er hidkaldt til at give sit besyv med, så der kommer nye idéer og forslag på bordet til, hvordan en ny vision for KulturHotellet, som ikke mindst inddrager de unge, kan se ud. Kim Bisgaard har for vane på en meget konkret og jordnær måde at kunne folde drømmenes faner ud med input fra deltagerne.
Tapas og vin
Årsmødet afsluttes på festlig vis med tapas og vinsmagning. Vinsmagningen har boghandler Niels Trangbæk som mastermind.
Trangbæk har haft vin på hylderne siden 2010, men rykkede en liga op, da for nogle år siden tog skridtet fuldt ud og åbnede Vinspecialisten på Røndes hovedgade.
Årsmødet begynder klokken 19.