Fortsæt til indhold

Mindeord: John Clausen 1930-2019

Kultur og byliv
Arkiv

Lokalavisen har modtaget...

Torgny Møller, Knebel, har skrevet mindeord om en institution på Mols, John Clausen, Tved, der døde forleden 89 år gammel.

"Forfatter, lærer og forlagsredaktør John Clausen, Tved, er død, 89 år. Han blev født i Århus i 1930 af engelsk far og dansk mor. Besættelsestiden kom til at præge hans seneste drengeår på grund af frygten for, at tyskerne skulle komme og hente hans far.

I 1949 blev han som værnepligtig udstationeret i Tyskland og mødte tyskerne på deres hjemmebane.

Jeg følte en vis tilfredsstillelse ved med mine egne øjne at se, at de lå, som de havde redet. Det skammer jeg mig naturligvis over i dag, som han selv siden formulerede det.

Med lærereksamen fra Århus Seminarium i 1952 fulgte stillinger i Balling og Galten, før han i 1959 kom til Tved på Mols som førstelærer; en ansættelse som på den tid omfattede arbejde som kirkesanger, folkebibliotekar, revisor i sparekassen og ’kirkebylærer’, den der førte kirkebogen, indtil den blev digitaliseret.

Fra 1966 til 1993 virkede John Clausen som lærer på den nye centralskole i Knebel. Her blev han kendt som en dygtig og respekteret lærer, der kunne styre klassen med kærlig myndighed, og som med situationsfornemmelse og begavelse forstod at improvisere, så undervisningen aldrig blev kedelig.

Han blev et forbillede for kolleger på grund af sit engagement, sin viden og sine pædagogiske evner. Og så vidste han stort set alt, hvad der var værd at vide om Mols, både om naturen og kulturen og ikke mindst molboerne. Samtidig kunne han få sindene i kog hos andre. Ikke fordi han nødvendigvis ville provokere, men John var ikke bange for at sige sin mening, han var alt andet end autoritetstro, og han kunne stille og roligt argumentere for sine holdninger – og kunne også sige ’Pyt’, når det var på sin plads. Dertil havde han humor, selvironi og overskud til at sprede glæde omkring sig.

Fra 1993 arbejdede han som redaktør på Forlaget Vistofts bogproduktion. Fra 1979 til 1999 omfattede den også hans egne fem romaner og i årene 2002-2008 antologien Molsbogen. Her skildrede molboerne med egne ord folk og liv på Mols i fortid og nutid. De historier burde, mente John, fortælles, selvom de måske ikke var molbohistorier i klassisk forstand.

Der er jo mange historier gemt, som kalder på at blive fortalt, inden glemsel og bortgang lægger låg på, bemærkede han i 2002 i forordet til den første af syv Molsbøger

John Clausen blev boende sammen med Else og de tre børn i den gamle skole i Tved. I Molsbogen 2003 skriver han om den gamle skole:

Else og jeg snakker en gang imellem om, hvad vi skal stille op med denne herlighed, når vi bliver så gamle, at vi ikke kan klare opgaverne. Hun er fornuftig og fremadskuende, men jeg er tvær og vil helst bæres herfra.

For når jeg en sommermorgen, inden jeg går i seng, lister ind i det gamle klasselokale og ser solen stå op øst for Trehøje i brand, i glød, så damper den gode skolestuehørm op fra gulvbrædderne, og børnestemmer hvisker fra alle krogene."