Fortsæt til indhold

Teknisk Gymnasium udstiller elev-produkter

"Vi vil godt vise hele byen, hvad vores elever kan," lyder det fra Teknisk Gymnasium, som udstiller elevernes produkter onsdag 15. maj

Kultur og byliv
Arkiv

skanderborg Hvordan ser en filmatiseret folkevise ud? Og hvordan virker en robot, der kan tegne? 15. maj kan forældre, venner og andre interesserede få et indblik i, hvad eleverne på Teknisk Gymnasium kan præstere, når gymnasiet inviterer til forårsudstilling.

"Vi vil godt vise hele byen, hvad vores elever kan, og vi tænker også, at emner som robot-teknologi og flot design er noget, som interesserer de fleste. Samtidig er der en faglig gevinst for eleverne i at skulle udstille og præsentere deres arbejde," siger Rikke Holt Andersen, som er uddannelsesleder på Teknisk Gymnasium.

Arrangementet er samtidig en mulighed for, at elever og forældre, der overvejer teknisk gymnasium, kan få et indblik i, hvad man laver på uddannelsen.

"En HTX er meget mere end matematik og fysik. Eleverne arbejder meget med udvikling af konkrete produkter som robotter eller modetøj, og det gør det oplagt at holde sådan en udstilling som denne, siger Rikke Holt Andersen.

Udstillingen kan ses i kantinen på Teknisk Gymnasium i Skanderborg 15. maj kl. 16-17:30.