Kultur: Blæksprutte skifter fra Syddjurs til Favrskov
Afdelingsleder i Kultursekretariatet i Syddjurs Kommune, Lene Bjarke Skov, tiltræder 1. juni som chef for Kultur- og Sundhedscenter InSide i Hammel
SYDDJURS "Det er bestemt ikke, fordi jeg har været utilfreds med at arbejde i Syddjurs eller synes, at jeg har for langt at køre fra min bopæl i Brabrand til rådhuset i Ebeltoft," understreger Lene Bjarke Skov, 52, afdelingsleder i Kultursekretariatet i Syddjurs Kommune, hvor hun har været siden 1. november 2016.
1. juni 2019 bliver hun afdelingsleder for Kultur- og Sundhedscenter InSide i Hammel, et af tre såkaldte kulturelle fyrtårne i Favrskov Kommune.
De to andre ligger i henholdsvis Hinnerup og Hadsten.
"Jeg har været meget glad for mit arbejde i Syddjurs, hvor bredden har været stor, og læringskurven lodret, som en af mine kolleger sagde til mig. Jeg har ikke læst jobannoncer minutiøst, fordi jeg havde et ønske om at skifte arbejdsplads, og da jeg så genopslaget for lederstillingen i InSide, løb jeg da også tre gange rundt om mig selv, før jeg besluttede mig for at søge," fortæller Lene Bjarke Skov.
Stort ansøgerfelt
Lene Bjarke Skov blev valgt blandt 64 ansøgere til stillingen.
"Jeg har i min tid i Syddjurs arbejdet sammen med medarbejdere i Favrskov Kommune, og den indbyrdes energi og forståelse har været god. Det, der tiltaler mig ved stillingen i InSide, er primært, at den rammer mit kulturhjerte. Selvfølgelig skal jeg også administrere, men der bliver mindre tid til DJØF-opgaver og mere tid til at præge et spændende hus i samarbejde med de mennesker, der færdes i InSide til dagligt," siger Lene Bjarke Skov.
Hun er et musik-menneske. Hendes baggrund er en uddannelse som cand.mag. i musik og massekommunikation fra Aarhus Universitet som siden har fået en journalistisk tillægsuddannelse bygget på.
Hun kom til Syddjurs fra en stilling som kulturkonsulent og teamkoordinator i Horsens Kommunes kulturafdeling, hvor hun arbejdede gennem 15 år.
Den nye teamleder modtog i 2011 Spil Dansk Dagens Ildsjælspris, der uddeles af KODA:
"Lene brænder tydeligvis for at udbrede dansk musik til hele kommunen. Aktivitetsniveauet på Spil Dansk Dagen i Horsens Kommune har gennem alle årene været særdeles højt, og det er tydeligt at mærke, at Lene har været ildsjælen, der har været med til at samle og motivere kommunens mange musikalske aktører," lød en del af begrundelsen for at give hende prisen.
Lene Bjarke Skov var også i en årrække primus motor for den klassiske musikfestival, 'Holmboe', i Horsens.
Festivalen har eksisteret siden 2000 og har navn efter bysbarnet, komponisten Vagn Holmboe (1909-1996).
God til relationer
I hendes Syddjurs tid, der altså kun kom til at vare i to og et halvt år, har Lene Bjarke Skov dækket et meget bredt område - fra badebroer over kunstgræsbaner til teaterfestival. Spændvidden har været stor, og hun har skullet bevæge sig ind på felter, hvor hun først skulle til at lære.
"Jeg har fået en erfaring i Syddjurs, som jeg slet ikke havde drømt om, men som jeg har været glad for. Jeg har fået gode relationer til en bred kreds af mennesker, som brænder meget for det, som de går og laver, og jeg fik lov til at være med til at lave Aprilfestival (Verdens største børneteaterfestival, red.) i en uge i 2018. Flot at politikerne i Syddjurs turde satse på at få festivalen til kommunen, men i øvrigt meget sigende for Syddjurs, der også har sit eget Syddjurs Egnsteater."