Mellem Himmel og Jord: Kære konfirmander – bliv ved med at banke på!

Konfirmanderne står i øjeblikket klar og parat til at springe ud i fuldt flor. Der er forår både udenfor og inde i kirken. Som præst oplever jeg selv, at de unge den sidste tid har lidt af ”konfirmationskuller”. Vi er simpelthen for tæt på den store dag til, at nogen kan koncentrere sig om noget som helst. Man mærker den konstante spænding og uro. Og det er jo ganske forståeligt.

I unge mennesker står først og fremmest med en stor dag og en fest foran jer, og vigtigere endnu så står I med størstedelen af livet foran jer. Der er en masse valg, som skal tages, en hel masse døre, som skal åbnes, og ingen ved endnu, hvad der gemmer sig bag, og hvad der venter jer.

I løbet af det sidste lille års tid har forskellige præster på forskellige måder forsøgt at åbne døren ind til kirken og kristendommen for jer. Vi har forsøgt at vise jer kirken som et sted, hvor alle må føle sig hjemme. Her handler det ikke om, hvor dygtig du er til at læse eller regne, om du har de nyeste sneaks, om du er tyk eller tynd. Her handler det tværtimod om, hvem du er, - nemlig Guds elskede barn. Og Guds elskede barn vil du altid være, ligegyldigt hvor meget du lykkes eller mislykkes med i livet.

På tidspunkter i jeres liv, vil I ligesom alle andre mennesker opleve at føle hjemløshed eller rodløshed, - sådan helt eksistentielt. Og når I mærker det, så håber jeg, at I vil huske, at der er et sted, hvor I altid kan banke på: nemlig på Guds dør. Som præst ville jeg da også blive mere end glad, hvis I en dag efter konfirmationen kom forbi og bankede på kirkens dør.

Bob Dylan har skrevet en sang, egentlig en klagesang, som hedder ”Knockin’ on heaven’s door”. Sangen handler om, at der er en dør at banke på, når vi kommer derhen, hvor vi har brug for hjælp og ikke kan finde ud af livet her I denne verden; det handler om at have en dør til Himlen, som vi kan banke på, banke hårdt på, mens vi lever her. Stort tillykke og held og lykke til alle Syddjurs konfirmander.