Fortsæt til indhold

Mere letbane til gavn for klimaet

Kultur og byliv
Søren Egge Rasmussen (EL); klima- og energiordfører i Folketinget

Debat Aarhus skal have flere etaper af letbanen, og staten skal betale til udbygningen. Det er nødvendigt. Flere andre partier satser på flere biler og motorveje, men det duer ikke. Det er den forkerte vej at gå. I Enhedslisten vil vi have mere kollektiv trafik. Det er til gavn for klimaet. Ja, det er sund fornuft.

Letbanens etape mellem Aarhus og Grenaa er netop blevet indviet med gratis kørsel og med et stort opbud af politikere og andre pinger. Og jeg deltog med glæde i indvielsesfesten. Men det er ikke nok med de to linjer, Letbanen har nu.

Staten har givet penge til at undersøge muligheden for anden etape fra Aarhus Ø til Brabrand, hvilket er glimrende. For letbane-systemet er afhængigt af flere linjer, hvor omstigning er nemt, og staten må nødvendigvis være med til at betale for etableringen.

Jeg bor selv i Hjortshøj og ved fra min dagligdag, at det har været katastrofalt for beboerne i Hjortshøj, og andre byer langs Grenaabanen, at have undværet nærbanen/letbanen i 2½ år. Så det er virkelig en daglig glæde, at der nu kører tog på skinnerne igen.

I Aarhus kan byudviklingen laves efter, hvor letbanen anlægges, og det sker faktisk allerede. Det er en kæmpe fordel, når den kollektive trafik skal gøres mere attraktiv, og vi skal nå markante CO2-reduktioner fra trafikken. Staten skal støtte udbygningen af den kollektive trafik også letbanen i Aarhus. Det vil Enhedslisten fortsat arbejde for i Folketinget efter valget.

Vi bør hurtigst muligt gå videre med en planlægning af, hvordan vi udvikler letbane og tog i Østjylland, for vi skal udvikle den kollektive trafik. Vi er i Enhedslisten imod, at der bygges nye motorveje, og at der spildes et astronomisk beløb på en Kattegatbro med motorvej samt et trecifret millionbeløb på en unødvendig omfartsvej ved Mariager.