Søs Fenger synger julens budskaber
Søs Fenger og band spiller akustisk julekoncert i Aarhus 13. december. En koncert der hylder højtiden, fællesskabet og kærligheden - og giver plads til eftertanke
AARHUS Søs Fenger. Det er svært at finde et navn, der rimer bedre på dansk musik i verdensklasse. Og har gjort det siden midt 80’erne. Med sin smukke stemme tryllebinder hun os og har gjort det i alle årene. Torsdag 13. december gør hun det i Musikhuset Aarhus’ Rytmiske Sal, når hun for tredje gang tager på turné rundt i landet med sin trio og spiller julekoncerter. I år med numre fra sit seneste album ‘Vintermåne’ på repertoiret.
“’Vintermåne’ lavede jeg sammen med min fantastiske trio, efter vi havde været på juleturné to år i træk. Jeg syntes, vi havde fundet frem til smukke fortolkninger af danske julesange, og så har jeg bare drømt om at lave et album som ‘Vintermåne’ i mange år. Men fordi det både er meget omstændigt og smadderdyrt at arbejde med strygere, blev det ikke til noget før i efteråret 2017, hvor jeg tog en beslutning – og et banklån,” fortæller Søs Fenger.
På ‘Vintermåne’ kombinerer Søs Fenger sin trio med en strygerkvartet. Numrene er både nye og gamle Fenger-numre, nyfortolkninger af kendte julesange og christmas-carrols. Og så nummeret ‘Vintermåne’ som er skrevet specifikt til albummet.
“Jeg har nærmest aldrig haft det så sjovt i mit liv, som da vi lavede det her album. Vi sad midt om sommeren og spiste æbleskiver og hørte julemusik,” husker sangerinden.
Julen er fællesskabets fest
Søs Fenger kommer med en let antydning af, at der blandt rockmusikere er en skræk for at lave julemusik.
“Der er ligesom en opfattelse af, at det at indspille julesange er noget lidt kikset noget, gamle mennesker gør. Det synes jeg er sjovt. Hvordan kan der være så meget snobberi omkring noget, der så livsbekræftende?” spørger hun. Der er stille et par sekunder. Så tilføjer hun:
“Det vigtigste er at gøre det, der føles rigtigt for én selv. Og det gjorde det for mig at indspille julesange. Jeg valgte de salmer, som jeg synes passer til mig. Salmer som har gode budskaber om kærlighed og om at finde fred og tilgivelse. Noget jeg elsker at synge om ved juletid.”
‘Vintermåne’ har flere budskaber, men et gennemgående budskab synes at være, at vi, der har så meget, bør blive bedre til at dele ud til dem, der intet har.
“Særligt ved juletid bliver jeg mindet om de mange mennesker, der er hjemløse, udstødte og alene. Det må være noget af det sværeste - ikke at have et trygt sted at være. Danmark er et stærkt lille land, vi har så mange ressourcer. Vi kunne godt blive bedre til at dele ud af den styrke og tryghed, vi nyder så godt af, “ siger Søs Fenger med alvor i stemmen.
Julen sætter tanker i gang. Ligesom julen er en højtid, der er forbundet med minder, traditioner, glæde og fællesskab.
“Til julekoncerterne oplever vi et dejligt fællesskab med publikum. Det er stemningsfulde koncerter, der både rører publikum og inviterer dem til at synge med. Og det gør de gerne. På ‘Dejlig er jorden’, ‘Glade Jul’ og flere af de andre, gamle salmer, der hører julen til. Det er så dejligt!” Søs Fenger har skiftet alvoren i stemmen ud med begejstring.
Forskellige musikalske formater
Når Søs Fenger giver julekoncert i Musikhuset Aarhus 13. december, er det første gang, hun optræder der med sit eget band.
“Med mig på juletouren har jeg et band, som består af nogle helt utroligt dejlige mennesker. Mennesker jeg bare nyder at rejse rundt sammen med. Samtidig giver julekoncerterne os mulighed for at optræde med vores akustiske set-up lidt større steder. Som for eksempel i Musikhuset Aarhus,” siger Søs Fenger.
Hun fortsætter:
“Jeg er kommet meget i Aarhus igennem årene og har stor respekt for byen som musikby. Nogle af vores mest fremragende musikere kommer fra Aarhus. Så for mig er der noget helt særligt ved at skulle optræde her. Jeg glæder mig!”
De første af juleturnéens i alt femten koncerter er spillet. Flere af de resterende er udsolgt. Den sidste foregår 19. december i Svendborg.
“Når den sidste julekoncert i år er spillet, er min tanke at holde lidt fri. Men kun kortvarigt. For så skal jeg have en ny sang ud, som jeg er ved at skrive færdig. Et lidt mere poppet og up tempo nummer, som kan fungere som optakt til sommerens koncerter og festivaler. Det er et nummer, som viser en helt anden Søs, end numrene på ‘Vintermåne’ og dem, vi spiller til julekoncerterne. Men det at kunne – og få lov til at - favne to så forskellige formater, det er kun fedt,” siger Søs Fenger.
Hvad enten Søs Fenger bevæger sig i formatet up beat pop, christmas carrols eller traditionelle julesalmer, så er ét faktum ubestrideligt: Søs Fenger er og bliver dansk musik i verdensklasse.