Fortsæt til indhold

Gløgglich er julehygge, god musik og gensynsglæde

Siden 2001 har Gløgglich samlet fra- og tilflyttede aarhusianere til et brag af en gensynsfest 22. december. Idémanden bag, den aarhusianske DJ Rasmus Schack, står igen i år bag mikserpulten

Kultur og byliv
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS I 18 år har 22. december været homecoming day i Aarhus. På netop den dato har der siden 2001 været Gløgglich - en stor fest, der samler aarhusianere og selvvalgte eksilaarhusianere i hjembyen og giver mulighed for at catche up på året, der er gået, med gode venner og gamle homies.

DJ Rasmus Schack er Aarhusdrengen, der opfandt Gløgglich.

“Jeg var meget aktiv festarrangør i Aarhus fra 95' og frem til, jeg rykkede til København i 2002. Med Gløgglich var ambitionen at skabe en fest, hvor konceptet var julehygge og reunion og dermed en fest, der trak andre mennesker til end de, der normalvis kom til vores arrangementer,” fortæller Rasmus Schack.

“Mange fra byens musikmiljø var, som jeg selv, flyttet til hovedstaden. Alle os, vi kom hjem til Aarhus for at fejre jul. Derfor var det nærliggende at arrangere en fest, hvor man kunne mødes med sine gamle venner, ønske hinanden glædelig jul og høre god musik.”

Gløgglich har været holdt på det tidligere Fabrikken i Klostergade, på Studenterhuset på Kupé og de senere år på Train.

"Selv om jeg rykkede til København, blev jeg ved med at have stærke kontakter i Aarhus, og efterhånden som byen og musikken udviklede sig, gjorde Gløgglich det også. Der kom flere og flere mennesker til, så efterhånden var Train det eneste sted, vi kunne være. Og der har vi så holdt det siden 2007-8 stykker,” lyder det fra Schack.

Urbane, upcoming musiknavne

Rasmus Schack nærede stor interesse for klub- og undergrundsmusik. Det betød et lineup til Gløgglich, der bestod af upcoming navne med kant – flere af dem lokale.

“Vi har haft rigtig mange fede navne, ofte i den mere urbane genre, på plakaten igennem tiden: Lulu Rouge, Den Sorte Skole, MC Einar, Wafande og Flødeklinikken featuring Barbara Moleko. Flere af dem inden de for alvor slog igennem. Inden Oh Land blev rigtig stor, hørte jeg hende på et teater på Nørrebro. Der var enormt meget buzz om hende i musikmiljøet, så hende skulle vi selvfølgelig have til at spille til Gløgglich. Og det gjorde hun. I 2006.” Rasmus Schack lyder tilfreds.

Forud for et længere udlandsophold valgte Rasmus Schack i 2012 at videregive Gløgglich-tøjlerne til Christian Sørensen fra Present Aarhus.

“Men jeg blev siddende i bookinggruppen og har været DJ til Gløgglich hvert eneste år, undtagen i 2012 og 2013 da jeg boede i Brasilien.”

n

I år er det attende gang Gløgglich inviterer indenfor til glædeligt julegensyn. Igen i år på Train. Og for 16. gang med Rasmus Schack bag mikserpulten.

“Der er flere grunde til, jeg bliver ved. For det første fordi jeg holder jul i Aarhus, hvor jeg har en stor del af min familie og venner. For det andet fordi det er fedt at spille ny musik - det bliver jeg aldrig træt af. Og så kender jeg flere af folkene på lineup'en,” siger Schack.

Årets lineup tæller musiknavne som Benal, Josephin Boviné og Marvelous Mosell.

“Det er et fedt lineup, vi har igen i år. Benal er jo nærmest en festivalbooking. Marvelous Mosell spillede også til Gløgglich sidste år, og det endte med at blive så vildt, at de bare måtte komme igen," ler Rasmus Schack.

En tidig julegave

Christian Sørensen, der er tovholder på Gløgglich og bosat i Aarhus fortæller, at festens lineup, der efterhånden også tæller mere etablerede navne, ser ud som det gør grundet velvillighed og oprigtig interesse fra kunstnerne.

“Stort set alle de navne, der har spillet til Gløgglich gennem tiden, er blevet til noget. Oh Land, Go Go Berlin... Rasmus havde fingeren på pulsen og bookede dem, inden de blev store, og inden de rigtigt kostede noget,” siger han.

“Sidste år begyndte vi at booke større navne, men til en god pris. Rigtig mange af kunstnerne vil gerne spille til Gløgglich. Ligesom Roskilde er blevet musikernes festival, er Gløgglich blevet musikernes fest. De kommer her for at spille, men også for at netværke. De synes, det er hyggeligt at være med, og mange af dem har selv rødder i Aarhus. Flere af de DJs, der spiller til Gløgglich, gør det for at få navnet på plakaten. Det betyder, vi slipper med en meget rimelig hyre. Ellers ville vi heller aldrig have mulighed for at stille med de navne, vi gør,” fortsætter han.

I 2020 kan Gløgglich fejre 20 års jubilæum. Og står det til Christian, bliver det ikke nødvendigvis det sidste jubilæum, eventet kommer til at fejre.

“Gløgglich har vokset sig større og større. Vi kan snart fejre 20 års jubilæum, det kender jeg ikke mange klubfester, der kan. Det kan man da kun være stolt af,” lyder det fra Christian Sørensen.

Rasmus Schack forestiller sig da også at skulle spille - og feste - til Gløgglich mange gange endnu.

“Gløgglich er bare et arrangement, man ikke har travlt med at komme hjem fra. Det har ligesom sin helt egen magi. De år hvor vejret har været dårligt, og man har måttet slide sig igennem sneen en kold decemberdag, har det været så dejligt at komme ind et sted, hvor der var varmt, god musik og propfyldt med dejlige mennesker, man ikke har set længe. Det er lidt som at få en tidlig julegave,” tilføjer han.