Klumme: Kirken skal løse Jordens miljøproblemer!
Præsterne i Skanderborg Kommune har fokus på miljø og bæredygtighed
En amerikansk videnskabsmand har sagt, at han troede, at miljøproblemerne var tab af biodiversitet, kollaps af økosystemer og klimaforandringer, og han var overbevist om, at efter 30 års god videnskab kunne vi løse de her problemer.
Men han fandt ud af, at han tog fejl. For problemerne med miljøet er slet ikke det, han troede først. Problemerne er ikke tab af biodiversitet og klimaforandringer.
Miljøproblemerne er egoisme, grådighed og apati.
For at løse de problemer, siger han, har vi brug for åndelig og kulturel forandring.
”Det kan vi videnskabsmænd ikke løse,” siger han.
”Godt,” tænkte jeg, da jeg læste dette, ”så må kirken jo træde til.”
Kirken formidler netop åndelig og kulturel viden.
Udfordringen er dog at selve kirken, præsten og menighedsrådet kan ikke løfte den opgave alene. Vi er nok nødt til at tænke begrebet 'kirke' lidt bredere. Vi kunne jo begynde med de godt 80 procent af befolkningen, der stadig er medlem, og lad os bare regne alle, der gerne vil være med, med.
Helt konkret er det oplagt at begynde ved f.eks. bryllupper og konfirmationer. Fester der i den grad let kan føre et overforbrug med sig.
Der er ingen tvivl om, at lige præcis den fest skal være perfekt!
Tøjet skal være lige præcis det, du drømmer om, bordpynten skal matche både servietter og blomsterne. Madet og stedet skal være en drøm. Køretøjet skal være noget særligt og gaven helt unik. Det vil jeg slet ikke negligere.
Men hvorfor var det nu, vi skulle holde fest? Hvad var det nu, det gik ud på?
Alle brudepar svarer, at de vil giftes, fordi de elsker hinanden. Men jeg kan da ydmygt oplyse om, at det viser man altså ikke i den perfekte bordpynt eller med en dyr kjole.
Det viser man i nærvær og samvær. I kærlighed og opmærksomhed.
Præsten tænker grønt
Fordelen ved at passe på vores ressourcer er blandt andet, at vi sparer penge, og dermed har vi ikke så travlt med at skulle arbejde og hive endnu flere penge hjem. Måske kunne vi endda få tid til at gå en tur ud i den natur, vi holder så meget af.
Derfor har præsterne i Skanderborg Kommune sammen med nogle frivillige taget initiativ til at gøre det lidt lettere på et enkelt punkt.
Vi holder i løbet af vinteren/foråret konfirmandmesse med genbrugskonfirmationstøj. Til messen i januar vil der også være ideer til en fest med mindre miljøbelastning. Eksempelvis bordpynt med natur eller genbrug. Jeg forestiller mig ikke, at alle nu skal gå i genbrugskjoler og kun have markblomster på bordet, men måske kunne vi, når vi holder livets store fester også tænke os lidt om og ikke kun forbruge løs, fordi det står i bladene.
Især de unge har fået den nyeste forskning og undervisning i skolen angående miljø, og de er ofte de bedste foregangseksempler, hvad angår miljø. Ikke på alle planer, men små ting, der hjælper miljøet meget.
Vi kan alle let pege fingre ad hinanden og påpege, hvor de andre sviner, men vi kan også vælge at glæde os over, når det faktisk lykkes at passe på vores jord.
For eksempel er det en glæde at kigge på de 150 stykker genbrugs-konfirmations-kjoler og jakkesæt, vi har hængende til udlejning. Vi modtager også gerne din konfirmationskjole/ jakke (med mere).