Klumme: Undergangsstemning og forbudt kærlighed

To mænd i stramtsiddende latex og med strudsefjer på hovedet kysser på ladet af en lyserød lastbil, alt imens Village People spiller fra et par enorme højtalere.

At betragte fejringen af menneskelivets mangfoldighed under Copenhagen Pride er underholdende. Da jeg på samme tid havde Thomas Manns 'Døden i Venedig' liggende på natbordet, måtte jeg konstatere, at udviklingen i det homoseksuelle udtryk havde udviklet sig noget, siden 'Døden i Venedig' udkom i 1912.

Det homoseksuelle tema var dengang mere kontroversielt, men romanen blev godt modtaget og vakte ikke den store skandale.

Kort fortalt er handlingen, at den anerkendte forfatter von Aschenbach tager til Venedig på ferie og tiltrækkes af en purung, underskøn dreng. Denne fascination tiltager gennem hele romanen fra blot at være en konstatering af drengens flotte udseende til en decideret erotisk besættelse og forelskelse.

Da koleraen samtidig hærger Venedig er ophold i byen livsfarligt. Men forfatteren bliver - hvordan kan han andet?

Homoerotisk kærlighed i 1912

Romanen er en ren platonisk skildring af et homoerotisk forhold. Den ene part er næppe klar over, at der eksisterer et forhold, men ikke desto mindre lader Thomas Mann sin fortæller gå fra fascination til forelskelse for at ende i decideret seksuel ophidselse (ganske vist i en drøm, men alligevel).

Det er barske sager, og hvordan en verdensberømt forfatter i 1912 lykkedes med at udgive en fortælling, hvor en aldrende dandy forelsker sig i en mindreårig dreng, uden samtidig at blive fordømt, er et godt spørgsmål.

Tiden var en anden og de homoerotiske undertoner er camouflerede (en smule i hvert fald). En del af forklaringen er måske også, at forholdet ikke er bærende for historien - det er en kærlighedshistorie, og den er diskret pakket ind.

Romanen formår på mindre end 130 sider både at beskrive en forelskelses opståen og udvikling og give et fornemt tidsbillede af mellemkrigstiden, hvor overklassen tilbragte ferierne på kursteder og herregårde. Her var ikke plads til homoseksuelle – men altså alligevel i Manns roman.

Et lille mesterværk

Hvorfor skal du så læse 'Døden i Venedig'? Det skal du, fordi det er en klassiker, som sprogligt er et lille mesterværk. Sproget afspejler bl.a. hovedpersonens udvikling, som han går fra rationel, distanceret æstetiker til et menneske fuldstændig styret af sit begær efter ungdom og skønhed.

Romanen har også en virkelig fornem tiltagende stemning af melankoli, undergang og død. Form og indhold afspejler på fornem vis hinanden. Scenen er henlagt til et civiliseret hotel men i en flydende by hjemsøgt af sygdom. Det er bare én af de modsætninger, som underbygger tematikken.

Det er altså en intens historie om en kontroversiel forbudt kærlighed med fatale følger.

Thomas Mann til Copenhagen Pride

Thomas Mann var selv meget anerkendt i sin samtid, og hvis du læser hans efterladte dagbøger bliver det tydeligt, at forfatteren også delte seksuel tilbøjelighed med sin hovedperson fra 'Døden i Venedig'. Mann blev - trods sin erotiske længsel efter mænd - gift med millionærdatteren Kaita Pringsheim.

Om Thomas Mann havde befundet sig godt til Copenhagen Pride kan vi kun gisne om. Der er et stykke vej fra Aschenbachs længsel efter ungdom til det noget mere eksplicitte udtryk, som dyrkes på priden. Men at erotisk drivkraft kan bruges kunstnerisk, er 'Døden i Venedig' et godt eksempel på. En over hundredårig klassiker, som stadig er både relevant, vedkommende og velskrevet.

Copenhagen Pride blev afviklet i august, men Venedig kan nås med fly, og Thomas Manns fantastiske roman kan fås på biblioteket og egner sig glimrende til efterårslæsning.