Klumme: Den, der gemmer til natten
Ugens kirkeklumme handler om ikke altid at nøjes
Sparsommelighed er vel en disciplin, vi alle har lært, og som vi også alle forsøger at lære vore børn. Ikke bare økonomisk, men også i forhold til den globale opvarmning tænker vi over, hvor højt, der er skruet op for alting. Vi tænker grønt og bæredygtigt og forstår sparsommelighed som en livsnødvendig disciplin, for sparsommelighed skal redde liv!
Der er et ordsprog, der siger, at den, der gemmer til natten gemmer til katten. – Min farmor og farfar var ret gode ved kattene! Og det var ikke blot fordi, min farfar var dyrlæge og således glad for dyr, men også fordi de var sparsommelige. De undte ikke sig selv at tage hul på tingene og bare nyde livet her og nu. Deres sparsommelighed blev til nærighed. Vi andre i familien syntes, det var trist og syntes netop, at de på deres gamle dage da bare skulle ødsle og frådse af alt det gode, der var lige foran dem. Spise og drikke og tømme skabene og forrådskamrene. Specielt fordi de havde haft det så hårdt under krigen og årene efter. Men det kunne ikke falde min farmor og farfar ind. De vedblev at spise den falmede grå og indtørrede chokolade frem for den glansfulde mørke og fyldige. Og der går en historie om, at da min farmor en dag kom til at tage fejl og i stedet for sukker kom salt i kanelsukkeret, så spiste min farfar det på risengrøden alligevel, for intet skulle gå til spilde.
Intet gik heller til spilde hos min mormor og morfar. Men det var på en helt anden måde. De kunne ikke drømme om at nøjes. De havde gartneri, og når de første kartofler blev gravet op af jorden, blev de gamle, der stadig var tilovers anvendt som læggekartofler. For så skulle den nye kartoffel hædres og æres ved at have første prioritet. Ligeledes blev det gamle brød til rasp, så det nybagte kunne spises varmt. Og på den måde fik de altid nyt og frisk. De nærede en stærk tro og et levende håb og levede på den baggrund deres liv i ødselhed – de spurgte aldrig, om det gavnede og nyttede. Alting gavnede og nyttede for dem, så længe det vakte glæde og skabte liv.
Nu er sommeren netop gået på hæld, og vi kan spørge os selv, om vi fik levet den i ødselhed til liv og glæde, eller om vi endte med at gemme til natten? Jeg har prøvet det sidste mange gange præcis som min farmor og farfar. Men i år sugede jeg hver en livsdråbe ud af sommeren. Og selvom den var varm og tør, så var den fuld af vækst og sødme. Præcis som æblerne på træerne lige nu. Dem vil jeg plukke og spise – også selvom jeg prutter – og hellere i dag end i morgen! Haps! Haps! Haps!