Klumme: Vita Andersen er vinderen!

En mandag spurgte min kollega Ann Kirstin: "Har du set, at Vita Andersens 'Indigo' er indstillet til Nordisk råds litteraturpris?" Vi er enige om, at det er en helt utrolig god bog, og at det er lidt synd, at den måske ikke helt har fået de udlån og den omtale, som den fortjener.

Hvis man sammenligner den med Leonora Christine Skovs bog 'Den som lever stille', er det tydeligt, at denne forfatter og denne bog har fået den helt store omtale, og vi kan se i statistikkerne, at den langt overhaler Vita Andersens bog i udlånstal og reserveringer.

Begge bøger er det, som hedder autofiktion, og de er hudløse og fantastisk velskrevne romaner om en svær og svigtet barndom.

Autofiktion er en relativ ny bølge i litteraturen, som handler om levende personer og virkelige begivenheder, men hvor skellet mellem fakta og fiktion er udvisket. Eksempler på det er Yahya Hassan, Karl Ove Knausgård, Knud Romer og Lone Hørslev.

Nordisk Råds Litteraturpris er blevet uddelt siden 1962 og formålet er at styrke det nordiske kulturfællesskab.

Fik ikke prisen

Vita Andersen fik ikke prisen, den gik til den islandske Auður Ava Ólafsdóttir for romanen 'Ör'. Det var en skam - ikke at hun fik den, men at Vita Andersen ikke fik den. Ann Kirstin og jeg er enige om, at den burde hun have haft.

Højskolemanden Erik Lindsø udgav for en del år siden bogen 'Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre steder'.

På samme måde kunne man sige, at der er nu noget ved litteraturen, man ikke finder andre steder. Der er det helt unikke, at man får lov til at komme med ind under både huden og hovedskallen på andre mennesker og opleve deres tanker, følelser sansninger og verden.

Barndommen har været tema i hele Vita Andersens forfatterskab, og de samme temaer med rødder i hendes eget liv er dukket op igen og igen i forskellige gestalter. I begyndelsen sidst i 70´erne, da det, som hun siger, ikke var velset at skrive 'jeg', benyttede hun sig af andre navne. Men nu, kan man sige, har den bølge af autofiktiv skønlitteratur, som gennem de sidste 10-15 år er skyllet ind over os, været med til at bære romanen 'Indigo' frem.

'Indigo' er en slags arkæologisk udgravning, og det endelig at skrive 'jeg' kom til at vække minder hos Vita Andersen, som ellers var begravede, fortrængte og glemte.

Ville hele såret

I et interview i DR siger hun: "Jeg vil gerne af med min barndom, så jeg bliver fri for den, særlig om natten plager den mig. Man kan ikke skaffe sig af med en ulykkelig barndom. Ved at skrive om den, troede jeg, at såret ville heles."

Der er det helt unikke ved 'Indigo', at den udelukkende er skrevet med barnets perspektiv, og ikke gennem den voksnes refleksioner og fortolkninger.

Vita Andersen samler i romanen alle trådene fra sit tidligere forfatterskab, og når hun taler om sin roman og sin barndom, siger hun: "Nu lyder det som om, jeg sidder og beklager mig. Tænk, at jeg er blevet forfatter, det er virkelig et stort mirakel."

Indigo - den mørkeblå farve - er symbolet på den voksne verdens uforudsigelige autoritet, og man følger barnet, som er udsat for massive svigt at forældre, andre voksne og myndigheder.

Romanen er et dyk ned i barnets sansning at lugte, lyde og kropslige fornemmelser. Det er verden set og sanset gennem det ensomme og fortvivlede bars oplevelser, og det er fascinerende at se Vita Andersen beskrive barnets forskellige strategier til at overleve, f.eks. magisk tænkning og en trang til at slå i stykker.

Det er ualmindelig barsk læsning, og samtidig er der det ved rigtig god litteratur, at det kan tage det ubærlige med op på et højere niveau af oplevelse, hvor man gerne følger med og fyldt af fascination, indlevelse og medfølelse følger med barnet Vita hen over siderne.

Vita er vinderen, uanset at hun ikke fik prisen - det er Ann Kirstin og jeg helt enige om.

Nu fik hun i hvert fald en klumme i Ugeavisen og vores allerbedst anbefalinger.

Bogen kan lånes på biblioteket både som bog og som mp3-lydbog.