Fortsæt til indhold

Laver tovlig mange meter reb til Danmarksindsamlingen

Hvor mange meter reb kan man egentlig lave på to timer? Det vil vise sig lørdag 4. februar.

Kultur og byliv
sra

Lørdag 4. februar går Danmarksindsamlingen til verdens sårbare børn løs med epicenter i Randers.

På Håndværksmuseet har husets frivillige, gæster og entreprenørfirmaet VAM slået kræfterne sammen om det godgørende formål. Her gælder det om at lave så mange meter håndslået reb som muligt. Jo flere meter reb, jo flere penge går til børn, der har hårdt brug for en håndsrækning. Det skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.

Håndværksmuseets frivillige hjælper med at betjene reberbanen, hvor du kan slå reb, som man gjorde det i gamle dage.

»Jan og Martin, der til dagligt er frivillige håndværkere og formidlere på museet, ved alt om at slå reb. De står klar til at hjælpe jer, der kigger forbi i den gode sags tjeneste,« fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen og fortsætter:

»De to rebslagere har lovet at holde styr på kordelerne (længder af tynde reb, som tovet laves af) og sørge for det helt rigtige tempo, så vi får lavet et jævnt og fint reb. Forhåbentlig får vi slået så mange meter reb, at det kan løbe ned ad Håndværksmuseets gamle trapper.«

Lisette Berg Andersen opfordrer alle til at prøve det sjove, gamle håndværk, der denne særlige lørdag også er nøglen til at indsamle en masse penge til verdens børn. Lykkes det at slå mindst 40 meter reb, har entreprenørfirmaet VAM lovet at smide 20.000 kroner i indsamlingsbøssen.

Randers er kendt vidt og bredt for sin rebfremstilling. Virksomheden Randers Reb blev grundlagt tilbage i 1840 og eksisterede i over 150 år.