Fejrer Johnny Cash med koncert og bog
26. februar ville legenden være fyldt 91. På dagen i forbindelse med fødselsdagskoncerten for Cash lanceres bog af Memphis Mansions egen Cash-kender, Zilas Bastrup.
Den 26. februar udgiver Memphis Mansion bogen ”Johnny Cash: Legenden” i anledning af det, der ville have været sangerens 91-års fødselsdag. Bogen er skrevet af Memphis Mansions egen Cash-kender, Zilas Bastrup, og lanceres i forbindelse med fødselsdagskoncerten for Cash om aftenen. Koncerten spilles af Cashs eget barnebarn, Thomas Gabriel, med musikere der selv har spillet med Cash.
28-årige Zilas Bastrup har siden foråret 2022 arbejdet i ”He Walked the Line”, Memphis Mansions museum til ære for Johnny Cash, hvor han kom til ud fra hans fascination og kærlighed til manden og musikken. Han har siden arbejdet på at formidle historien om Johnny Cash i museet og online, hvilket har hjulpet med at sætte museet på danmarkskortet. Før sit arbejde i museet har han lyttet til Cashs musik i en årrække, og har efterhånden tilegnet sig en betragtelig viden om kunstnerens liv og virke, hvilket læseren af bogen får god gavn af. Zilas’ baggrund som tekstforfatter, sammenholdt med hans kærlighed til emnet, har gjort ham til en oplagt kandidat til at skrive bogen.
Op- og nedture
Bogen er tiltænkt som en indføring i Johnny Cashs liv og musik, og er én af de første bøger om manden skrevet på dansk. Historien om hele Cashs liv fortælles simpelt, men fangende, og læseren inviteres til at forundres over hans underfulde liv – fyldt med fabelagtige opture og forfærdelige nedture. Bogen kan læses af både fans af Cash og dem, der lige har fundet ham, og den kan tjene som inspiration til at dykke dybere ned i mandens omfangsrige musikalske kartotek og forstå hans liv bedre.
Bogen kommer til at blive solgt til koncerten på Værket i Randers 26. februar, hvor der også vil være mulighed for at møde forfatteren. Han er også at finde i hverdagene i Cash-museet, hvor han i fremtiden vil afvikle rundvisninger i museet.