Fortsæt til indhold

Kim Larsen sange i Balle Borgerhus

Oplev Anders Munch, som i mere end 25 år har været på landevejen med sit Kim Larsen og Gasolin-show.

Kultur og byliv
gs

”Det er en kold tid....” sang Kim Larsen, og nu kan de gode sange fra Larsens hånd genhøres og gensynges i Balle Borgerhus. Her har bestyrelsen inviteret Anders Munch, som i mere end 25 år har været på landevejen med sit Kim Larsen og Gasolin-show. Anders medbringer sanghæfter, så alle kan få rørt stemmebåndene. Men mon ikke mange kan undvære hæfterne?

Anders Munch aftaler sin koncert på en anderledes måde end mange andre kunstnere. Det er nemlig aftalt, at 10 pct. af entreindtægten skal gå til at støtte børn, unge, voksne og ældre, der af en eller anden grund føler sig ensomme.

Beløbet skænkes til Det Sociale Netværk, som har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen som stifter og protektor.

»På den måde kan vi hjælpe til at ”en kold tid” bliver lidt varmere for dem, der har det svært,« lyder det i pressemeddelelsen fra Balle Borgerhus.

Koncerten finder sted lørdag 18. februar. Se mere på hjemmesiden fra Balle Borgerhus.