Fortsæt til indhold

Kreativ vinterferie med gang i værkstederne

På Håndværksmuseet hjælper museets frivillige håndværkere alle vinterferieramte børn.

Kultur og byliv
sra

Er der noget bedre end at have vinterferie og være kreativ sammen med familiens mindste?

Håndværksmuseets mange etager er i vinterferien fyldt med gratis aktiviteter, så det er bare om at gå i gang med fantasi, pensel og hammer, skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.

I denne vinterferie er en af børnenes store opgaver på Håndværksmuseet at lave et kryds og bolle-spil, der byder på flere håndværksmæssige discipliner. Brætspillet skal slibes, sømmes, limes og males, før det er færdigt og helt perfekt.

»Kryds og bolle er faktisk et ældgammelt spil, som kendes helt tilbage til det gamle Egypten. For 3.000 år siden ridsede et par spilleglade egyptere en kryds og bolle-spilleplade ind i en bygnings tagsten, og de har derefter fordrevet tiden med at spille kryds og bolle mod hinanden,« fortæller museumsinspektør Lisette Berg Andersen og foreslår smilende, at de to måske var håndværkere, der spillede lidt hen over madpakken.

Brikkerne til kryds og bolle-spillet kan børnene dekorere smukt i Håndværksmuseets gamle malerværksted, hvor flere frivillige står klar med hjælp og gode råd.

»Noget af det gode ved de kreative aktiviteter her på Håndværksmuseet er, at børnene går hjem med en lille favn fuld at produkter, de selv har lavet. Uanset om det er noget fra den varme smedje, hvor alle fra seks år må svinge hammeren over det brandvarme jern eller noget fra handskesyerskerne, hvor der arbejdes med læder, er der noget flot og lækkert at tage med hjem,« lover museumsinspektøren.

Alle er velkomne, når aktiviteterne kører tirsdag og torsdag i vinterferien.

Skulle der være børn, der helst vil undgå at skulle bruge kræfter ved ambolten eller få maling på fingrene, kan de tage på en lille håndværker-skattejagt rundt på Håndværksmuseet.