Nordicana med høj energi på Kulturloft
De tre svenske søstre, som tilsammen udgør Baskery, har fundet deres helt egen musikalske formel.
Svenske Baskery har turneret verden rundt med blandt andre Robbie Williams, Gary Clark Jr. og Brandi Carlile. Torsdag 2. februar indtager de Kulturloft på Maltfabrikken med en stil, som er svær at sætte i bås.
Uanset hvilket land eller hvilken type scene, de svenske søstre indtager, er publikums reaktion næsten altid den samme: at de hverken har hørt eller set noget lignende. At de tre bandmedlemmers måde at håndtere deres instrumenter på, bandets unikke opsætning og kraftfulde lyd er helt uden sidestykke.
Baskery lader sig ikke begrænse til en specifik genre, men udtryk som ”banjopunk”, ”newfolk” og ”nordicana” kan være med til at beskrive deres lyd. For Baskery handler det om at vende op og ned på det forudsigelige, udfordre givne genrer, om friheden til at turde mixe og matche, og om at tage punkens ligefremhed og væve den sammen med singer/songwriter-traditionens subtile og imødekommende touch.
Baskery-søstrene, som er blevet sammenlignet med kunstnere lige fra Fleetwood Mac, First Aid Kit og Black Keys til ZZ Top og The Rolling Stones, har rødder i Stockholm, men flyttede i 2014 til USA for at skrive og indspille et album.
Opholdet var oprindeligt tænkt til at vare maksimalt et år, men det tog to år før Baskery igen var tilbage i Europa – en hel del oplevelser rigere.
I efteråret 2018 kunne bandet endelig udgive ”Coyote & Sirens”, og siden udgivelsen har gruppen turneret i både Sverige, Europa og USA, samtidig med at de har skrevet nyt materiale til deres kommende album, som er lige på trapperne.
Baskery udgøres af Greta Bondesson på 6-strenget banjo, vokal og trommer, Stella Bondesson på kontrabas og vokal samt Sunniva Bondesson på akustisk og elektrisk guitar og vokal. Billetsalget er i gang på go-syddjurs.dk