10 steder i verden du skal se, før de forsvinder
Jagten på de største kulturskatte og naturfænomener i verden er ironisk nok med til at udrydde dem. Læs her om verdens mest truede topsights, som dine børn måske aldrig får at se
Det bliver lettere at rejse, men ironisk nok bliver det også sværere at finde de steder, der virkelig tager én med storm. For hver eneste gang et sted kommer på listen over særligt bevaringsværdige kulturskatte eller naturfænomener, øges interessen med mange hundrede procent - i turistøjemed er det som regel en guldgrube for de destinationer og seværdigheder, der ryger ind på for eksempel UNESCO's verdensarvsliste. Men interessen kan også give bagslag - turister slider nemlig på de ting, der i udgangspunktet skulle beskyttes. Der er dog mange andre syndere end os turister og rejsende. Klimaforandringer og forurening truer en række af verdens store attraktioner.
Tingene hænger imidlertid sammen, så i fremtiden vil det være en god idé at rejse på den mest bæredygtige måde. I hvert fald hvis dine børn også skal have mulighed for at se dem. Det er det internationale rejsesite concierge.com, der har udvalgt de 10 mest truede, seværdige steder i verden.
Taj Mahal, Indien
Ser det lige så godt ud i virkeligheden som på alle de flotte billeder? Hvis du vil se Taj Mahal - i hvert fald i den udgave, som man kender det i dag - er der ingen grund til at vente for længe. Den voluminøse bygnings facade er i fare for at blive ødelagt af blandt andet sod, partikler og syreregn fra omkringliggende industrier. Paladset blev opført af kejser Shah Jahan, der byggede det som gravmæle over sin yndlingshustru Mumtaz Mahal, efter at hun var død i barselsseng. Da det efter 20 års arbejde stod færdigt i midten af 1600-tallet, blev det med det samme regnet for at være et af verdens vidundere. Der arbejdes på forskellige løsninger til, hvordan vidunderet nu kan reddes.
Sneen på Kilimanjaro, Tanzania
Sneen på Kilimanjaro er berømt - blandt andet fordi den verdensberømte, amerikanske nobelprisforfatter, kvartalsdranker og eventyrer Ernest Hemingway opkaldte en af sine noveller efter den. Senere blev det også til en film. Nu er sneen imidlertid ved hastigt at forsvinde. Nogle videnskabsfolk giver den globale opvarmning skylden, mens andre påpeger, at sneen fra toppen har været vigende i de sidste hundrede år. Kilimanjaro er den eneste af "de syv toppe" - de højeste tinder på hvert kontinent - som er kendt for at kunne blive besteget af alle og enhver.
Great Barrier Reef, Australien
Australiens største turistattraktion - og det eneste, naturfrembragte fænomen i verden, som kan ses fra rummet - er i alvorlig fare for at smuldre. Forskere er alarmerede over, at store områder ikke ser ud til at komme sig oven på flere års koralblegning - koralerne bleges, når de stresses over forurening og ekstremt høje vandtemperaturer. Hverken forurening eller høje vandtemperaturer ser ud til at være på vej væk fra området, og nogle frygter, at verdens største koralrev derfor vil være væk om 50 år. Nogle skeptikere byder under og siger 20.
Løverne i Kruger National Park, Sydafrika
Der er færre end 50.000 løver tilbage på hele det afrikanske kontinent, og det er kun en fjerdedel af, hvad der var for blot 30 år siden. Ukontrolleret jagt og farmere, der slår løverne ihjel, hvis de forgriber sig på deres kvæg, er nogle af årsagerne - men der er også problemer med korruption blandt parkbetjente i nationalparker som Kruger i Sydafrika. Nogle kan blive fristet til at vende blikket den anden vej, hvis der ryger lune dollars i brystlommen for ulejligheden.
Monteverde Cloud Forest Preserve, Costa Rica
Klimaforandringer og skovrydning truer med at tage livet af blandt andet 30 forskellige slags kolibrier og mere end 400 forskellige former for orkideer. Mange forskellige frøarter er allerede blevet udryddet på den konto, herunder den særlige Monteverde-harlekinfrø, der ellers kun levede her i Centralamerikas regnskove, i den nordvestlige del af Costa Rica. Selv de ellers så tunge skyer, der hylder skoven i tåge, og som giver fugt og liv til områder, er ved at blive godt hullede. Stop skovrydningen, er det bedste råd. Det næstbedste er at opleve det, mens man kan.
Orangutanger i Borneo
Skovhuggere og folk, der lever af salg af palmer, er de store skurke, når det drejer sig om rydningen af Borneos tropiske regnskov. Og med udtyndingen i regnskoven forsvinder også de orangutanger, der lever her. Den indonesiske regering forsvarer udpiningen med, at folk har brug for arbejde - men det kan vise sig at være en yderst kortsigtet politik, også økonomisk set. Når regnskoven og orangutangerne er væk, er det blevet væsentligt mindre attraktivt at rejse til Borneo.
Alperne, Schweiz og Frankrig
Også i Europa mærkes klimaforandringerne, og ligesom på for eksempel Grønland og i New Zealand er nedsmeltningen af gletsjerne rundt om i Alperne i fuld gang - og med alarmerende hast. I Schweiz og Frankrig er klimaforandringerne og det, de fører med sig, særlig mærkbare, fordi flere af de gletsjere, det går ud over, ligger i populære turistressorts. Det gælder for eksempel Bosson-gletsjeren i nærheden af franske Chamonix. Forskere fra universitetet i Innsbruck forudser, at de fleste af Alpernes gletsjere vil være forsvundet i år 2030.
Everglades Nationalparken, Florida, USA
Fjerner man første stavelse i Everglade, får man et mere virkelighedstro billede af tingenes tilstand i nationalparken i det sydlige Florida. Kunstig vanding og landbrug har været skyld i dræning af vådområdet og ubalance i økosystemet. Nationalparken er kendt som et sted, hvor man har kunnet opleve alligatorer og mange andre dyr i deres naturlige omgivelser, men fjerner man omgivelserne, forsvinder dyrene med dem. Everglades eller Neverglades - den amerikanske kongres har for flere år siden sat problemet på den politiske dagsorden, men spørgsmålet er, om der i tide kommer handling bag ordene.
Isbjørne i Canada
Om 40 år, skønner amerikanske forskere, vil de snehvide isbjørne måske kun kunne opleves i reklamer for Coca Cola eller Nordisk Film. Bjørnene i Canada og Alaska bor på isen, men global opvarmning er skyld i, at isen forsvinder, og samtidig mindskes mulighederne for bjørneføde. Situationen for bjørnene bliver mildest talt ikke bedre af, at Bush-regeringen for nylig har snuppet næsten 15 millioner hektar af bjørnenes hjemmebane til olieboringsforsøg.
Saltmarsken i Louisiana, USA
De mosklædte cyprestræer fældes og bruges til dækningsmateriale, og sumpbassinerne ædes bid for bid af havet. Det går ikke kun ud over alligatorerne og folk, der er vilde med smuk natur. Vådområderne har også en beskyttende funktion for byer som New Orleans og andre byer langs kysten, der slås med orkaner og deres skadesvirkninger. Saltmarsken ligger nemlig som en beskyttende rand om Louisiana og Mississippi og fungerer som buffer eller stødpude for naturens vrede kræfter, der har det med at smadre husene i området og gøre tusindvis af mennesker hjemløse. Kilde: Concierge.com.
redaktion@pola.dk