Foredrag om Kolindsund
Kolindsund er et varmt debatemne langt udenfor Djursland, og nu kan du i Randers få hele fortællingen om det tidligere sund, der har optaget sindene fra 1800-tallet til i dag. Foredraget tager udgangspunkt i Museum Østjyllands aktuelle særudstilling Kolindsund – søen, der deler vandene. Det skriver museet i en pressemeddelelse.
Det er udstillingens to tilrettelæggere, der denne aften i Helligåndshuset fortæller om sundets historie og om nogle af de mange interessante perspektiver og historier, der gemmer sig under overfladen på den tørlagte sø.
Engang var søen Jyllands største. I dag er området et langstrakt kulturlandskab indrammet af de kanalsystemer, der fra 1872 til 1878 blev udgravet med håndkraft.
Kolindsund er også et debatemne, som ofte tages op i lokale medier. For med større fokus på natur, biodiversitet og ikke mindst klima taler flere for at få søen genskabt.
Foredraget er arrangeret i et samarbejde mellem Museum Østjylland og Randers Amts Historiske Samfund. Du køber din billet på museumoj.dk.