Vinterferie med familien i Randers City
Vinterferien betyder for mange fri fra job og skole, nærvær, hygge og kvalitetstid med hele familien, og Randers City har i en pressemeddelelse samlet en række forslag til, hvordan ferien kan bruges.
Randers Bibliotek har aktiviteter hele ugen, blandt andet højtlæsning og kreative workshops, og den 18. februar er der fastelavnsfest med udklædning, tøndeslagning og fastelavnsboller. Hele programmet kan ses på randersbib.dk.
Nordisk Film Biografer Randers har gode film for alle aldre på programmet, blandt andet ‘Asterix & Obelix – I dragens rige’, animationsfilmen ‘Folk og Røvere i Kardemomme By’ og ‘Mumier på udebane’.
På Håndværksmuseet står frivillige håndværkere klar til at hjælpe ferieramte børn, når de slår sig løs med fantasi, pensel, hammer og strikkepinde, og dyrene i Randers Regnskov holder ikke ferie og står tidligt op og gør sig klar til dit besøg hver dag i vinterferien.
Tag ungerne med op til et underholdende og musikalsk show, når Arne Alligator lægger vejen forbi Værket den 18. februar, eller se den musikalske forestilling ”Under mit træ” på Randers Teater.
Tirsdag den 21. februar er det international pandekagedag, og det skal selvfølgelig fejres. Sammen med Friluftsland uddeler Randers City gratis pandekager.