Hvem vogter over vogterne?
Som tegneserie blev Watchmen en milepæl i 80’erne. Zack Snyders filmatisering yder bogen, undskyld udtrykket, retfærdighed og leverer en visuelt imponerende, om end en smule rodet, oplevelse
Watchmen Karakter: 4 ud af 6 stjerner (anmelder har selv læst tegneserien, så individuel oplevelse kan variere ud fra dette perspektiv)
Instruktør: Zack Snyder
Medvirkende: Malin Akerman, Billy Crudup, Carla Gugino mv.
Set i Cinemaxx Århus
Da en tidligere maskeret superhelt bliver myrdet, begynder selvtægtsmanden Rorschach at efterforske sagen. Hans mistanke om at en seriemorder er ude på at dræbe maskerede helte, fører til afsløringen af et komplot der truer med at udrydde hele menneskeheden.
Året er 1985, USA vandt krigen i Vietnam og Richard Nixon blev valgt som USA's præsident for tredje gang. Og den tidligere krigsveteran, superhelt og lejesoldat The Comedian bliver dræbt i sit hjem. Mens den noget psykopatiske forbryderbekæmper Rorschach tæver sig vej gennem forbrydere og andet af byens udskud for at finde morderen, er verden på randen til atomkrig.
Watchmen (der i den danske oversættelse kendes som Vogterne) blev i 80'erne et ikon for tegneserier for voksne. Den blev skabt af Dave Gibbons og Alan Moore (Alan Moore vil dog ikke krediteres for filmen, så hans navn lader vi være med at nævne her), og beviste uden skyggen af tvivl at tegneserier ikke kun var for børn.
Hvis man går ind og ser denne film i troen om at man nu skal se endnu en superhelte film i stil med Superman Returns, X-Men eller Hancock, så bliver man slemt skuffet. Dette er superhelte for voksne. Man kan sige meget om film om superhelte, men Watchmen er helt sikkert noget for sig.
Desværre springer filmen en del frem og tilbage mellem fortid og nutid, mens man får en masse baggrundsviden og oprindelseshistorier at vide. Sådan er tegneserien også, hvilket er fint nok hvis man har læst den, men kan godt kræve en del tålmodighed fra dem der ikke har haft den fornøjelse. Så kan man heldigvis nyde de visuelt fantastiske effekter og scenerier filmen har at byde på, især scenerne med Dr. Manhattan er meget imponerende. Som en lille sidenote kan det også nævnes at den kvindelige hovedrolle som Laurie Jupiter spilles af svenske Malin Åkerman, en skuespillerinde der bestemt er værd at lægge mærke til i fremtiden.
Filmen Watchmen får næppe samme ikon status som tegneserien har fået, men ikke desto mindre formår den at vise en side af superhelte genren vi ikke tidligere har set, hvor kun enkelte af de maskerede vogtere for retfærdighed rent faktisk besidder superkræfter og hightech udstyr, resten må klare sig med knosuppe og cirkelspark. Hvis man er til den slags superhelte der ikke altid redder dagen, og hvis de gør så gør de det til tider også med midler der måske ikke er så voldsomt meget anderledes end de midler skurkene bruger, og har man heller ikke noget imod at der bliver snakket en del i filmen, så er Watchmen et sikkert hit.
Bare rolig, filmen byder også på rigeligt med vold, eksplosioner og klassiske one-liners, så der er noget for den gængse superhelte fan også.
Michael V. Drejer: ser spændt frem til næste superhelte film, X-Men Origins: Wolverine