Masser af arrangementer i Kulturhuset på Helgenæs
Kulturhuset Helgenæs Præstegård har lagt en foreløbig plan for arrangementer i 2023. Det fortæller de i en pressemedelelse.
De lægger ud med sangeftermiddag søndag 26. februar. Det er Gitte Sloth, der planlægger og leder eftermiddagen med et alsidigt program med et udvalg af nye og gamle sange, revyviser, årstidssange og meget mere. Hun sidder ved klaveret og Chris Nunan akkompagnerer på guitar. Gitte Sloth har flere gange optrådt i Kulturhuset. Chris Nunan kender flere måske fra kirken, og begge er bosat på den lille halvø. Arrangementet støttes i øvrigt af Syddjurs Kommune. Samme arrangement kan opleves fredag 21. april, som dog foregår om aftenen.
Søndag den 26. marts kan man blive klogere på ’Hæslig Kunst’ med Camilla Hinge, som er kunsthistoriker. Hun har besøgt Præstegården flere gange tidligere med forskellige foredrag, og skulle efter sigende være en blændende god formidler.
25. juni bliver der mulighed for at dykke ned i Ellen Dahls forfatterskab og liv på Mols med fotograf og musiker Morten Vilhelm Keller, som er grandnevø af Ellen Dahl og hendes søster KarenBlixen.
Rundt om Aakjær
Søndag 20. august er læsning på programmet, når der søges svar på spørgsmålene: Er det sundt at læse? Er det usundt ikke at læse?
Her vil forhenværende børnebibliotekar Thorkild Holm Pedersen fortælle om vigtigheden af at læse, hvad læsning betyder for os mentalt - også i forhold til depression og demens.
Hvis du vil til koncert på Helgenæs Præstegård, så skal du kridte danseskoene 29. september. Her optræder Helgenæs Band, som består af fem musikere, der alle er bosat på Helgenæs. Repertoiret skulle efter sigende være både muntert og alsidigt.
Søndag d. 5. november er Gitte Sloth igen på banen, men denne gang sammen med Kirsten Lundager og hovedpersonen er Jeppe Aakjær. Kirsten Lundager fortæller om Jeppe Aakjærs liv og levned og giver smagsprøver på hans alsidige forfatterskab, mens Gitte Sloth sidder ved klaveret og akkompagnerer sangen.
Kulturhuset Helgenæs afholder i øvrigt generalforsamling fredag 12. maj, og du kan læse mere om denne og alle arrangementerne på deres hjemmeside.