Kom med bag murene på Rugaard Gods
BLIS har fået et særligt arrangement op at stå
22. februar klokken 18 på Rugaardsvej 14 vil Elisabeth Mourier-Petersen åbne døren til Rugaard Gods.
Her vil BLIS, By- og Landskabskultur Syddjurs, sammen med sine medlemmer holde generalforsamling med efterfølgende gode historier om livet på renæssancegodset. Det skriver BLIS i en pressemeddelelse.
Elisabeth Mourier-Petersen vil fortælle om livet på godset og Jakob Vedsted, tidligere overinspektør på Museum Østjylland, vil øse af sin store viden og kærlighed til den helt unikke og spændende historie på egnen.
Jakob vil indvie deltagerne i den uhyggelige historie, som er visselig sand, om ”Heksejægerens renæssanceherregård”. Renæssanceherregården er selvfølgelig Rugaard Gods.
Der vil blive serveret lidt at spise i løbet af aftenen.
Det er specielt at blive inviteret indenfor på det private Rugaard Gods. BLIS er derfor glade for at opleve Elisabeth Mourier-Petersens store gæstfrihed, der lader BLIS’ medlemmer opleve 1500-tallet inden døre.
Arrangementet er gratis, men da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding nødvendig. Det sker på www.blis.dk.
BLIS, By- og Landskabskultur i Syddjurs, er en åben forening, der samarbejder med Syddjurs Kommune om at udvikle og bevare vore værdifulde kulturmiljøer, bygninger, byer og landsbyer. Man kan søge viden og inspiration hos BLIS, når et hus skal renoveres, eller der skal bygges nyt i Syddjurs Kommunes kulturmiljøer.