Fortsæt til indhold

Vaskeægte ildsjæl holder foredrag

Kultur og byliv
ah

Højskolen Grobund ved Ebeltoft afholder højskoleaftener en gang om måneden med foredrag eller sang fra højskolesangbogen, skiftevis på Grobund og Maltfabrikken. Næste højskoleaften foregår i Himmelrummet på Grobund tirsdag 21. februar klokken 19.30.

Foredragsholder denne aften er klimaaktivist og højskolelærer Sarah Hellebek. Sarah er aktuelt ved at færdiggøre sin kandidat i klimaforandringer og har været initiativtager til oprettelsen af den regenerative jordbrugsuddannelse samt Den grønne studenterbevægelse. Sarah er en vaskeægte ildsjæl og inviterer til samtalesalon om håb og aktivisme i klimakrisen.

Hun vil fortælle om opstarten af Den Grønne Ungdomsbevægelse og dele ud af sine oplevelser som klimaaktivist. Samtalesalonen vil handle om, hvordan fællesskaber kan være modsvar til apati og afmagt.

Alle er velkommen, det er gratis at deltage og kaffe/kage kan købes.

Højskolen Grobund udspringer af arbejds-og levefællesskabet Grobund og havde første elevhold i sommeren 2022. Eleverne undervises i bæredygtigt byggeri, grøn madlavning, permakultur, politisk filosofi og en række valgfag.