Hjejlen kommer til Ry
Den stolte hjuldamper kommer på historisk gæstevisit i Ry
Fra 1861-1922 sejlede hjuldamperen Hjejlen fast mellem Ry og Silkeborg. Fredag 14. august lægger den igen til i havnen i Ry for at holde "åbent skib" og tage passagere med på en festlig rundtur. "Vi er rigtig glade for, at Hjejlen vil sejle denne historiske tur, og festsejladsen er med til at markere RYST som en Søhøjlands-festival , der gerne sætter fokus på gode historier," siger turistchef Marianne Purup, formand for RYST.
Dampskibsfart ved søerne
Turistsejladsen på søerne mellem Silkeborg og Ry opstod i midten af 1800-tallet, da området var blevet kendt bl.a. via landskabsmalerne og Blichers folkemøder på Himmelbjerget. I begyndelsen var der tale om udlejning af småbåde, men sejladsen på søerne med turister blev sat i system ved dannelsen af rederiet for 'Dampskibsfart ved søerne ved Silkeborg' i 1861. Anført af papirfabrikant Michael Drewsen bestilte en kreds af borgere i Silkeborg i 1861 Hjejlen hos Baumgarten & Burmeister i København, hvor det knap 26 meter lange skib blev værftets nybygning nr. 15. Den 11. juni rundede Hjejlen Kronborg på sin første og eneste sejlads i åben sø, og dagen efter begyndte turen op ad Gudenåen fra Randers til Silkeborg. Fire dage senere ankom Hjejlen til Silkeborg, og efter en række prøveture, hvor bl.a. kong Frederik d. 7. og grevinde Danner deltog, fandt den egentlige indvielse sted den 24. juni. Frem til 1922 udførte Hjejleselskabet sejlads med gods og personer mellem Ry og Silkeborg, og i denne periode anløb Hjejlen således Ry. I 1923 blev ruten Ry-Himmelbjerget overtaget af selskabet "Ry Turistbåde". Den første båd på ruten var Turisten, som er bygget på Siimtoften i Ry i 1922. Under navnet Gl. Turisten er denne båd restaureret af Ferskvandsmuseet og sejler nu som formidlingsskib. Ry Turistbåde er fra 2008 overtaget af Hjejle-selskabet, som sejler mellem Ry og Himmelbjerget med Viking Ry og Turisten. Hjejleselskabet står fortsat også for turistsejladsen mellem Silkeborg og Himmelbjerget med afstikker til Laven. Program for FESTSEJLADS 14. august 2009: Kl. 16.00-16.45 Åbent skib i den festklædte havn i Ry. Fri entré (kom og se Hjejlen) Kl. 17.00-18.30 Rundtur fra Ry. Billetpris voksen: 110 kr. Barn under 11 år: 55 kr. Med i prisen er der en RYST-forfriskning fra Kvickly, Ry. Billetsalg hos Destination Skanderborg: 86696600