Guidet aftentur ved Himmelbjerget
Ferskvandsmuseet i Ry inviterer på 'Koltur' onsdag 13. maj
'Koltur' er den lidt underfundige titel på et arrangement, som Ferskvandsmuseet i Ry indbyder til onsdag 13. maj klokken 19.00. Bag titlen, som også kunne være "kultur på jysk", gemmer sig en aftentur til et par af Himmelbjerg-områdets koller. Himmelbjerget er selv en kol eller en falsk bakke. Det er betegnelsen for bakker, som er dannet ved, at store mængder smeltevand i istiden har skåret brede kløfter i jordoverfladen, så kun nogle toppe eller koller står tilbage. Alt dette kan man høre mere om på aftenturen, som har Olaf Møller som guide. Han vil også føre deltagerne på en spændende tur ad den gamle mergelbane, som nu er åbnet som sti til Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Turen går også til Smallebakke, hvorfra der er en formidabel udsigt mod skovene ved Himmelbjerget og Julsø. Undervejs kan man høre om, hvordan isen og vandet efter istiden har skabet dette fantastiske landskab. Aftenturen går gennem et meget kuperet terræn, så solide travesko anbefales. Tag aftenskaffen eller anden forfriskning med. Prisen for deltagelse er 30 kroner for voksne. Turen er arrangeret af Ferskvandsmuseet, og mødestedet er P4 på Bøgedalsvej i Ry.