Topguitarister på Bluesnight-besøg
Tony Vega (USA) og Kai Strauss (Tyskland) var i 2015 de første udenlandske navne, der optrådte hos den dengang nystartede Bluesnight Randers. Kun en rigtig træls pandemi har været skyld i, at bluesforeningen først nu igen kan præsentere de to stjerneguitarister og sangere i selskab med Henrik Poulsen (bas) og Mads D. Andersen (trommer). Det bliver torsdag 17. marts på Underværket.
Bluesnight Randers er stolte af, at Vega Strauss Band igen lægger turen omkring Randers. Reelt var det i 2015 de fire, der overbeviste Randers om, hvor stærkt international blues kunne være, og at der var en fremtid for bluesmusik og en bluesforening i byen, lyder det i pressemeddelelsen fra arrangørerne.
Unge under 25 år har som altid gratis adgang til Bluesnights arrangementer.