En sommerhyldest til alle de almindelige

Klumme For ikke så længe siden havde jeg en begravelse, hvor gravstedet lå i et hjørne af kirkegården, jeg ikke særlig tit kommer i.

På vej hen til graven gik vi forbi nogle gravsten, som jeg aldrig havde set på før.

Nogle af dem var gamle og bar ud over navne, fødsels- og dødsdatoer, titler som lokomotivfører, postbud, brændselshandler, gartner.

Med andre ord: Almindelige gode jobs, der vidner om, at der på de gravsteder ligger helt almindelige mennesker – mennesker, som gennem deres liv har arbejdet, elsket, såret andre, fejlet, sejret, mistet, grædt og grint – kort sagt mennesker, der har levet sådan nogle liv, som langt, langt de fleste af os lever.

Liv med højdepunkter og mindeværdige tidspunkter, som er foreviget i fotoalbum og festsange og samtidig liv, hvor der er langt flest hverdage, som ikke gør særligt væsen af sig, men blot ligner dagen forinden med de samme pligter, rutiner og gøremål.

Jobtitlerne på gravstenene indikerer også, at de mennesker, som er begravet der, har fundet både identitet og stolthed i det arbejde, de har haft; et arbejde med en titel, som man kan forstå, hvad dækker over og et arbejde, som de formentlig loyalt har passet gennem mange år.

Det er sjældent, at der er jobtitler på gravsten i dag, med mindre det er et helt ekstraordinært job, den afdøde har haft.

Det kan der være mange grunde til, og en af grundene kunne være, at de færreste af os tænker, at noget så almindeligt og banalt som et helt almindeligt job og et helt almindeligt liv er noget at fremhæve på en gravsten. Og det er en skam.

For er der noget, der er værd at fremhæve, så er det alle ’de almindelige’, alle dem, der ikke gør det store væsen ud af sig, alle dem, der ikke har mange ambitioner og drømme om at avancere i job, husstørrelse eller pengebeholdning eller modsat vælger at trække stikket, sælge alt, hvad de har og lægge livet om langt væk fra hverdagens støj.

Alt dette kan naturligvis være helt udmærket, og jeg har stor respekt for dem, der forfølger et mål eller gør alvor af at trække stikket ud for at vende stress og jag ryggen.

Dog ville verden aldrig hænge sammen, hvis ikke der også var en hel masse af ’de almindelige’, som loyalt og trofast passer deres almindelige liv dag ud og dag ind.

Og er det da ikke også alt det almindelige, vi kan savne allermest, når vi ikke længere har det, hvad end det skyldes dødsfald og sygdom eller måske blot, at børnene er flyttet hjemmefra, eller man selv er nået pensionsalderen?

Derfor har jeg besluttet, at min sommerklumme skal være en hyldest til alle ’de almindelige’ – af alle vi ’almindelige’ -, som i disse uger holder en velfortjent pause på drømmesengene ved en pool, på cykelture rundt i sommerlandet, med en bog på terrassen i et sommerhus, på langs i en sofa foran Tour de France, eller hvad ferietimerne rundt omkring end bruges på.

Nyd det og på gensyn, når vores almindelig liv begynder igen!