Hør om danske møllers historie
Tirsdag 14. marts efter Historisk Samfunds generalforsamling vil forhenværende museumsinspektør Lise Andersen, Hadsund, gennemgå de næsten 1000 års udvikling af mølleriet i Danmark, og illustrere det med eksempler på vind- og vandmøller fra fortidens Randers Amt.
Vandmøllerne blev introduceret i Danmark nogenlunde samtidig med kristendommen, men vandmøllen havde den skavank, at den ikke kunne male i tørre perioder og i frostvejr. Midt i 1200-tallet lærte man så vindmøllen at kende, og frem til slutningen af 1800-tallet var vand- og vindkraft de vigtigste energikilder i Danmark. Randers blev i perioden hjemsted for en række landskendte møllebyggerværksteder og møllestensfabrikken Engsko.
Foredraget finder sted i Helligåndshuset. Ingen tilmelding og medlemmer af Historisk Samfund har gratis adgang.